Fortsæt til indhold

En rigtig roskildenser

Den lokale maler og museumsmand hyldet med særudstilling i museets nye fløj

Arkiv
Erling Pedersen

- Han var en rigtig god roskildenser på alle måder, sagde borgmester Joy Mogensen, da hun åbnede udstillingen om den lokale kunstmaler Jacob Kornerup i Roskilde Museums nyrestaurerede fløj mod øst. - Han var jo født i en af byens kendte købmandsfamilie, hvilket navne på gader og pladser stadig vidner om, men han gik en helt anden vej. Selv om han kom ud i den store verden, interesserede han sig altid for sin hjemby og argumenterede stærkt imod, da der i starten af 1900-tallet var planer om at bygge flere huse midt på Stændertorvet. - Efter Kornerups opfattelse havde Roskilde brug for en stor plads, så der kom udsyn og luft til en by, der gerne skulle vokse. Det havde han helt ret i, konkluderede borgmesteren.

Den første pendler

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Roskilde Museum og Nationalmuseet, der var repræsenteret af direktør Per Kristian Madsen, som fortalte om Roskilde-malerens liv fra 1825 til 1913. - Han blev optaget på Kunstakademiet og med uddannelsen dengang fulgte en 'dannelses-rejse' til Italien og Sydeuropa. Meningen var, at de unge kunstnere skulle blive inspireret og 'bringe lyset med hjem' som ny inspiration i et lille land, der var trængt og fattigt efter tabet af Norge og statsbankerot. - Kornerup var maler, men ydede nok sin største indsats for Nationalmuseet, hvor han både kunne lave nøjagtige opmålinger og tegne flotte skitser. Blandt de store arbejder, Jacob Kornerup deltog i, var den første omfattende restaurering af domkirken her i fødebyen samt udgravningen af Jellinge-stenene. Senere ydede han også en meget stor indsats ved fritlægning og restaurering af kalkmalerierne i op mod 80 danske kirker. - Han var nok en af Roskildes første pendlere. Da jernbanen åbnede mellem Roskilde og København i 1847, rejste han hver dag med toget fra fødebyen og til Nationalmuseet, kunne direktøren derfra berette.

Særudstillingen med Roskilde-maleren findes i en ny fløj, der netop er blevet færdig.

En hel museumsgård

I sin velkomst glædede direktøren for Roskilde Museum, Frank Birkebæk, sig over, at anden etape i den store museumsgård nu kunne tages i brug til denne udstilling. Det er bygningen længst mod øst - modsat den nuværende indgang i Skt. Ols Stræde. Første etape af renoveringen var administrations-bygningen ved Munkebro. I begge tilfælde er den udvendige istandsættelse klaret af kommunen, mens museets egne håndværkere selv har klaret arbejdet indvendigt. Næste store opgave i tredje etape bliver så det gamle sukkerhus ved Sct. Ols Stræde, hvor der en gang var brandstation. Her skal de nye udstillingsrum og en kommende hovedindgang indrettes, og så er den efterhånden store institution med op mod 70 ansatte efterhånden blevet sat helt i stand. Frank Birkebæk håber meget, det hele bliver færdig, før han om et par år skal gå på pension. tk

Per Kristian Madsen og Frank Birkebæk talte begge om samarbejdet mellem de to museer.
Borgmester Joy Mogensen roste det berømte bysbarn, selv om hun havde solen lige i øjnene.