Fortsæt til indhold

To æresmedlemmer i Team HK Køge

Hædret i pausen af 2. Divisionskampen mod Amager SK.

Arkiv
Per Møller

HÅNDBOLD: Team HK Køges 2. Divisionshold satte søndag eftermiddag punktum på sæsonen 2012/13 med hjemmekampen mod rækkens nummer to, Amager SK, der inden mødet med køgenserne havde vundet imponerende 11 kampe på stribe. En bedrift der aldrig tidligere er præsteret i 2. Division.
Gæsterne fra Amager, der nu skal spille kval.kampe om oprykning til 1. Division, lagde godt fra land og lignede en sikker vinder efter første halvleg som de vandt 16-9. Men efter en snak i omklædningsrummet i pausen var det et forvandlet Køge-hold der kom på banen til 2. halvleg, og kun uheld og manglende koncentration i slutminutterne forhindrede at Team HK Køge fik indhentet gæsternes sikre føring. Med tre minutter tilbage var stillingen 28-26 men hjemmeholdet kom ikke tættere - og i sidste sekund kunne Amager SK øge til slutcifrene 29-26 efter en glimrende håndboldkamp.
- Vi spillede en rigtig god 2. halvleg, og var meget tæt på ihvertfald at hive en uafgjort hjem. Men trods nederlaget synes jeg vi efterlod et positivt indtryk, og viste at der er masser at arbejde videre med til den kommende sæson, sagde træner Lars Nedergaard efter kampen til Lørdags-Avisen.
Team HK Køge spillerne, der sluttede sæsonen på en delt 5. plads med IF Stadion - begge klubber høstede 22 points - er nu sendt på ferie frem til starten af maj hvor forberedelserne til den nye sæson starter.
I pausen af divisionskampen kunne Team HK Køges formand Poul Henning Vive kalde to mangeårige trænere og ledere frem fra tilskuerrækkerne: Svend Johannessen og Kaj Jensen blev begge udnævnt til æresmedlemmer af klubben som en påskønnelse for deres kæmpemæssige stykke arbejde som trænere og ledere i ungdomsafdelingen gennem mange årtier - ja, de har faktisk begge taget en tørn også som formænd i en periode.
- De har begge fuldt fortjent denne hæder. Det er et imponerende stykke arbejde de frivilligt har lagt i specielt ungdomshåndbolden i vort lokalområde gennem mange, mange år, sagde Poul Henning Vive.

Målmand Jacob Hvid Hansen havde mange gode redninger - men kunne ikke forhindre Amager SK i at vinde kampen 29-26. (Foto: SKJ).