Fuld sving i saksen
Hvis man skal have flyttet ørerne kan Vivi Frederiksen hjælpe
Ligegyldigt om håret er blevet for langt, for gråt eller om der bare er tale om, at det bare er blevet for kedeligt, har man nu et nyt sted at hente hjælp.
Vivi Frederiksen har netop åbnet en ny frisørsalon, Trekroner Frisøren, på Trekronercentervej 41.
- Jeg blev uddannet som frisør i 1999, og jeg har arbejdet lige siden, fortæller den nye salonejer og fortsætter:
- Så jeg kan vist godt sige, at jeg kan lidt af det hele.
Ikke første gang
Selvom frisør salonen på Trekronervej er spritny, er det ikke første gang Vivi Frederiksen indtager rollen som sin egen chef.
I tre år op til 2008 havde hun sin egen salon omkring Sorø.
- Jeg blev nødt til at opgive, fordi det ikke rigtig passede med at have små børn.
- I nogle år har det bare været lettere at være ansat, siger hun.
Uventet drejning
Skridtet tilbage til livet som salonejer kom da også noget uventet.
Igennem sin mand fik Vivi Frederiksen pludselig nys om lokalerne på Trekronercentervej, hvor en anden frisør netop havde valgt at sige nej tak til at starte butik.
Men selvom hun ikke havde planlagt at blive selvstændig, så glæder Vivi Frederiksen sig alligevel til at komme i gang.
- Det er bare nogle rigtig store og dejligt lyse lokaler, jeg har fået, siger hun og tilføjer.
- Jeg glæder mig til at byde folk indenfor til hyggesnak og klip.
hw