30 dagplejere får kniven
Henved 30 ud af 90 dagplejere i Roskilde skal fyres i den kommende tid. Det sker, netop som politikerne i kommunen er i gang med at diskutere og beslutte, hvad der skal ske med dagplejen, så den bliver bæredygtig i hele kommunen forklarer Henrik Stougaard fra Enhedslisten.
- Hvis dagplejerne bliver slagtet før, vi har taget en politisk beslutning, vil valg-mulighederne for dagplejens fremtid i Roskilde mildt sagt være indskrænkede, forklarer Henrik Stougaard.
Derfor vil han have sagen drøftet i Økonomiudvalget tirsdag i denne uge.
Han undrer sig desuden også over, at den gruppe, der skulle undersøge dagplejen, ganske enkelt er blevet nedlagt for en måned siden, uden at Skole- og Børneudvalget fik besked om det.
- Forvaltningen har ikke bemyndigelse til at gå i gang med den slags, uden at få besked på det først, siger Stougaard.
- Jeg har ikke respekt for, at embedsfolk bliver sat til at gøre det beskidte arbejde, før politikerne bliver involveret.
- Så kan nogle politikere bagefter komme og sige, hvor er det dog synd for jer, at I er blevet fyret.
Ved at få sagen i Økonomiudvalget håber Stougaard på, at der ikke sker noget på dagpleje-områdetfør politikerne får mulighed for at tage beslutningerne.
ag@roskildeavis.dk