Fortsæt til indhold

Flere penge til kultur og idræt

SF vil slås for, at Frederikssund Kommune skal være en attraktiv kommune, der kan tiltrække turister og erhvervsliv

Arkiv
Af David Foli

Hornsherred Når byrådspartierne i næste måned sætter sig sammen for at nå til enighed om næste års kommunale budget, så kommer kulturmidlerne formentlig til at fylde en del. I hvert fald hvis det står til SF. Kulturudvalgsformand Grethe Olsen fra SF fortæller, at partiet ønsker at især det frivillige idræts- og kulturliv bliver tilgodeset. "Jeg kunne forestille mig, at vi kommer til at skulle overgå hinanden, nu der er valg. Jeg kan høre på både Venstre og Socialdemokraterne, at de gerne vil satse på blandt andet kunstgræsbaner og bedre idrætsfaciliteter, men der er bare ikke med i vores budget lige nu. Men vi kan se, at kommunen har fået oparbejdet en god likviditet, så vi kan jo også tænke selv. Og det kan da godt være, at vi skal til at efterkomme nogle af de ønsker, der er," siger Grethe Olsen og fortsætter: "Men vi skal også sikre, at det ikke kun er den organiserede idræt, der får midler. Også ganske almindelige mennesker skal kunne tage et sted hen, hvor der er en sjov motionssti eller en aktivitetsplads." Grethe Olsen ser gerne, at der fremover tænkes kreative løsninger ind i bybilledet. Også i landsbysamfundene på Hornsherred. "Det handler om at vi får udbygget nogle kreative tilbud til de unge. Vi har meget, men vi kunne godt have mere. Vi har mange haller og meget plads til den organiserede idræt, og de vil gerne have mere. Men den uorganiserede idræt er også vigtig at satse på. Vi kan se det når vi sammenligner os med andre kommuner. Andre kommuner, som satser på både kulturliv og idræts- og friluftsliv, de vokser. De kommuner bliver bedre til at tiltrække sig erhvervsvirksomheder og borgere, som vil bo der," siger Grethe Olsen og fortsætter: "Vi kan se, at der et behov for det. Vi vil gerne være en attraktiv kommune for dem, der bor her, men så sandelig også for dem, der kunne finde på at holde ferie her. Vi bor et ufatteligt smukt sted - ikke mindst på grund af Hornsherred - og vi har mange natur-herligheder, men vi kan også blive bedre til at udnytte naturen til eksempelvis ture på vandet, vandre- og cykelstier. Sådan at vores turismeudvikling baserer sig på de kulturtilbud, vi har." Hvorvidt det kommer til at lykkedes for SF, at få deres ønsker igennem til de forestående budgetforhandlinger, vil Grethe Olsen ikke spå om. "Nu skal vi til forhandlingsbordet, men jeg har store forventninger til, at man lytter til SF. Vi har mange ønsker om, at vi udnytter den grønne værdi i kommunen, og de herligheder vi har. Men det skal være i respekt for naturområderne, som vi skal passe og pleje. Der er ting, vi vil stå fast på er vigtige for, at vi kan være en attraktiv kommune. Vi skal skabe en identitet og brande os på de ting, vi har. Men vi skal også kunne tiltrække turisme og erhvervsliv."