Step by step kom til tops
Den sønderjyske danseskole gjorde det flot ved "De Danske Danseskoler"s jyske mesterskaber i Hobro
dans De to tidligere "Vild med dans"-danselærere, Mads Vad fra VM Dans i Århus og Lars Christensen fra Step By Step i Sønderjylland har det fint sammen uden for dansegulvet. Men når der danses bliver der dystet på livet løs. I den næstyngste række (8-10 år) deltog Step By Step med tre par, nemlig Nicklas Kruuse & Andrea Lauritzen, Lucas Lehmann & Line Hald samt Simon Boesen & Celine Bonde. Da det blev offentliggjort at alle tre par havde danset sig til finalen, som består af de seks bedste par, var der kæmpe glæde hos de to danselærere René og Lars fra Step By Step. Da placeringerne kom og den jydske mester skulle kåres, kunne de to herrer næsten ikke få armene ned igen - guld, sølv og bronze til Sønderjylland. I rækken 10-12 år havde Step By Step to par med, nemlig Mads Samsøe & Louise Carstensen samt Jacob Christensen & Jordana D'Souza som henholdsvis fik en fjerde og syvende plads. I rækken 12-14 år deltog Emil Brink & Jasmin Benkjær samt Kasper Steffensen & Frederikke Neumann, hvor det blev til en 12. og 13. plads. Endelig var der ynglinge-rækken, som er danmarks unge stjerner og dem der snart skal ud og repræsentere de rød/hvide farver til de store internationale turneringer, og her havde Step By Step endnu et par med, nemlig Emil Neumann & Maja Steffensen som opnåede at blive det fjerdebedste par i Jylland - så endnu engang markerede Sønderjylland og Step By Step sig markant på det danske landkort.