Fortsæt til indhold

Farvel til Politikompagniet

Arkiv
Arkiv

KØGE: Politikompagni Køge har sagt farvel til sin næstkommanderende. Med udgangen af 2012 trådte Carsten Rasmussen efter eget valg tilbage fra sin post som politikompagniets næstkommanderende. Beslutningen blev truffet ud fra ønsket om at skaffe sig tid til stillingen som forretningsfører for De Danske Garderforeninger.
Uddannet som værnepligtig sergent ved Den Kongelige Livgarde ønskede Carsten Rasmussen ikke at slippe forbindelsen til det danske forsvar, da han i 1982 blev slettet af lægdsrullen og som 34 årig ikke mere ville blive genindkaldt til træning med Livgarden. Derfor søgte han til hjemmeværnet, hvor han blev budt velkommen i det lokale kompagni – 5325 Ringsbjerg.
I hjemmeværnet blev han udpeget til vigtige poster og har efterhånden prøvet det hele - bl.a. oplysningsmand og næstkommanderende i det lokale kompagni, kompagnichef for Stabskompagni 5300 i Ringsted og kaptajn til rådighed og senere administrationsofficer ved Staben i Hærhjemmeværnsdistrikt Storstrømmen.
Efter al den aktivitet, fik Carsten Rasmussen hjemlængsel og søgte i 2008 overførsel til Politikompagni Køge for at gøre tjeneste som menig i signalgruppen, indtil der igen – i maj 2011 - blev kaldt på ham til tjenesten som kompagniets næstkommanderende.
Carsten Rasmussen modtog i 1997 Hjemmeværnets Fortjensttegn og forlod den 16 marts i år hjemmeværnet efter 31 års aktiv tjeneste.
Carsten Rasmussen er bosat i Vemmedrup ved Bjæverskov.

Carsten Rasmussen.