Golfklub ønsker tilskud
Frederikssund Golfklub efterlyser opbakning fra Frederikssund Kommune
Golf Frederikssund Golfklub føler sig forbigået. Hvert år modtager sportsforeninger rundt omkring i kommunen masser af støttekroner men golfklubben må klare sig selv. "Vi betaler alt selv. Ligesom alle andre sportsforeninger modtager vi et tilskud baseret på antallet af medlemmer under 24 år. Men derudover får vi intet," siger Jørgen Bundgaard, direktør i Frederikssund Golfklub. Han fortæller, at klubben mangler noget lydhørhed fra Frederikssund Kommune, som for cirka to år siden afslog klubbens ansøgning om at blive fritaget for at betale grundskyld. "Andre steder hører vi om, at klubber bliver fritaget for at betale grundskyld. Det er et valg den enkelte kommuner tager,” siger direktøren og fortsætter:
Flere medlemmer
“Vi kunne godt tænke os, at modtage en eller anden form for tilskud. Det må vel også være i kommunens interesse, at have en golfklub. Vi tiltrækker folk fra andre kommuner og turister. Og så er golf den største sport på landsplan udover fodbold," siger direktøren, som har sin egen tese om, hvorfor golf ikke modtager tilskud, som alle andre idrætsforeninger. "Før i tiden var golf en sport for de rige fra Rungsted. De betalte tingene selv, og anmodede ikke om tilskud til noget. Men sådan er det ikke mere. Golf er en folkesport for hele familien." Frederikssund Golfklub er som resten af Danmark også ramt af finanskrisen, og det betyder, at klubben arbejder hårdt for at hverve nye medlemmer. "Det skal ikke forstås sådan, at vi er ved at gå nedenom og hjem. For det er vi ikke. Kan vi ikke få tingene til at løbe rundt, så sætter vi tæring efter næring. For at kunne holde budgettet skal vi have 100 nye medlemmer i løbet af sæsonen. Sker det ikke, så må vi skære ned på tingene. Og det gavner ingen. Heller ikke kommunen. Folk kommer ikke udefra til Frederikssund for at spille golf, hvis banen ikke er i orden,” siger Jørgen Bundgaard og fortsætter: “Hvis vi modtog tilskud, så ville vi have bedre mulighed for at sætte kontingentet ned og sørge for nogle ordentlige forhold for vores medlemmer." Blandt nogle af de ting, som golfklubben kan blive nødt til at skære ned på, er eksempelvis klubbens elitehold, der spiller i landets bedste række, banevedligeholdelse samt træningsmuligheder for klubbens medlemmer. I dag koster et medlemskab af Frederikssund Golfklub 7500 kroner om året. Det håber klubben at kunne sætte ned til 5.000 kroner, med hjælp fra kommunale tilskud. Som led i at hverve nye medlemmer har klubben for første gang indført et tre måneders uforpligtigende, gratis prøvemedlemsskab.