Samarbejde henover nettet
HOG Badminton og SGF Badminton indgår holdsamarbejde for seniorerne – målet er at nå 3. division i løbet af to-tre år
En fælles drøm om at spille badminton i 3. division – eller i hvert fald toppen af Danmarksserien – i løbet af de næste to til tre år resulterer nu i et formelt seniorsamarbejde mellem HOG Badminton og SGF Badminton.
Fra næste sæson etablerer de to naboklubber tre fælles turneringshold for seniorspillerne i henholdsvis Jyllandsserien, Kvalifikationsserien og i Serie 1 under Badminton Danmark.
Hver mandag vil turneringsspillerne træne sammen i Rønbækhallen, hvor ligatræner Thomas Damgaard igen står i spidsen for seniortræningen. De øvrige ugedage træner seniorerne i deres moderklubber.
De to badmintonformænd, Jesper Stenbroen (HOG) og Svend Hansen (SGF), glæder sig over samarbejdet, der vil styrke seniorbadminton i området markant.
"Vi kan mærke, at det er begyndt at sprede sig, at vi har sat et ambitiøst mål. I HOG har vi samtidig en af landets bedste seniortrænere, ligatræner Thomas Damgaard, så det begynder at blive rigtig interessant at spille badminton i området," siger Jesper Stenbroen og suppleres af Svend Hansen:
"Det kræver en tilgang af spillere at nå i mål. Forhåbentlig vil seniorsatsningen også tiltrække flere af de dygtige badmintonspillere, som vi ved bor lokalt, men træner i Aarhus," siger Svend Hansen.
Socialt samvær
Udover fælles træning og blandede turneringshold vil seniorsamarbejdet også indeholde fælles sociale arrangementer.
I september planlægger HOG og SGF en seniorweekend for alle seniorer i de to klubber med spil, konkurrencer og en god middag. Derudover vil alle holdkampe så vidt muligt placeres på de samme dag og i samme hal, for på den måde at skabe lidt ekstra opmærksomhed omkring kampene.
HOG og SGF har aftalt i første omgang at koncentrere kræfterne om at få holdsamarbejdet godt i gang. Det aljer som ens spilletrøjer osv. må komme senere.
Men et fælles navn for holdsamarbejdet lå snublende nært: Team Favrskov Badminton – stærkt inspireret af det holdsamarbejdet i håndboldafdelingerne.