Bliv vært for en skulptør
Midt i juni går ti internationale kunstnere i gang med at forvandle store træstammer til spændende skulpturer
Fra den 16. til den 23. juni vil havnen i Sønderborg genlyde af motorsave og slag mod mejsler, når der atter engang er international træskulptur-uge foran slottet. Begivenheden viste sig sidste år at være et sådant tilløbsstykke, at arrangørerne Uwe Wolffs Fond og Sønderborg Kommune ikke var længe om at beslutte at gentage succesen.
Ikke mindre end 65 skulptører fra hele verden har søgt om at deltage i år, og af disse har fonden valgt 10 vindere. Det drejer sig i år om tre kvinder og syv mænd, der kommer fra så forskellige egne af verden som Kina, Argentina, Tyrkiet, Uganda, Polen, Frankrig, Bulgarien og Tjekkiet.
Bliv værtsfamilie
I år er det meningen, at de ti kunstnere skal bo hos værtfamilier i Sønderborg. Derfor søger arrangørerne værtfamilier, der har lyst til have en kunstner boende, mens skulptur-ugen står på. Kunstneren skal bo og spise med i familien, som også skal kunne hente og bringe deres gæst til og fra havnen.
Uwe Wolff's Fond og kommunen oplyser, at værtsrollen er frivillig og uden honorar. Til gengæld lover de, at værterne får en kulturoplevelse ud over det sædvanlige.
Interesserede kan høre mere om rollen som værtfamilie eller melde sig som værtsfamilie til Tanja Zeba på tzeb@sonderborg.dk eller på telefon 8872 5528.