Esbjerg skriver kontrakt med to erfarne backs
Jannik Christensen og Daniel Villadsen er klar til en sæson for Esbjergs nye elite-ishockeyklub fra næste sæson. Begge går målrettet efter at få endnu flere titler på CV'et
Esbjerg Elite Ishockey har tegnet kontrakt med 20-årige Jannik Christensen og 27-årige Daniel Villadsen, og dermed er der sat navn på yderligere to af de spillere, som er udset til nøgleroller for Esbjerg i den kommende sæson.
"Begge er spillere, som vi forventer os meget af i næste sæson. Vi kom skidt fra start sidste sæson og havde herefter nogle samtaler med alle spillerne. Jannik og Daniel var to af de spillere, der gik forrest i denne omstillingsfase, og de er klar til at bevise, at de rummer endnu mere. Der vil ikke kun blive stillet endnu større krav til Jannik og Daniel i næste sæson, men til alle vore danske spillere," siger formanden for Esbjerg Elite Ishockey, Christian Christensen.
"Dansk ishockey er skruet sådan sammen, at udenlandske spillere kommer og går, hvorimod de danske spillere typisk er her i længere perioder. Det gør danskerne til kulturbærere, og derfor skal de være endnu bedre til at stille krav til sig selv og deres holdkammerater. Vi så holdet tage et større ansvar efter jul, og gruppen af danske spillere var en bærende kraft i denne proces. I fremtiden skal det fungere sådan i hele sæsonen, og naturligvis skal overlæggeren hæves," siger Christian Christensen."