Fortsæt til indhold

Bolderslev er årets landsby

Positiv spiral sikrer Bolderslev titlen som årets landsby

Arkiv
Arkiv

kåring Bolderslev er netop blevet kåret til årets landsby af Aabenraa Kommune. Arbejdet med udviklingsplanen ”Fremtidsplan 2010” har styrket sammenholdet mellem borgere, foreninger og erhverv. Nu får Bolderslev titlen Årets Landsby 2013 i Aabenraa Kommune og indvier samtidig et nyt stisystem. ”Bolderslev vil fremtiden.” Disse ord blev brugt i indledningen til Bolderslevs ”Fremtidsplan 2010” og ser man, hvad landsbysamfundet har udrettet siden da, er det bestemt ikke tomme ord. På baggrund af de opnåede resultater har Kultur- og Fritidsudvalget besluttet at kåre Bolderslev som Årets Landsby 2013 i Aabenraa Kommune. "Det var et stærkt ansøgerfelt til dette års udnævnelse af Årets Landsby. Alligevel skilte Bolderslev sig markant ud med en overvældende liste af initiativer og tiltag," siger udvalgsformand Povl Kylling Petersen. Ikke alene kan der nævnes et vidtrækkende stisystem rundt om byen, de såkaldte Grønne sløjfer, og en aktivitetsbane bag om byens idrætshal, som indvies samme dag som kåringen af Årets Landsby finder sted. Lokalrådet i Bolderslev har formået at samle borgere, foreninger og erhvervslivet omkring mange andre frivillige tiltag, så som en demenscafé og en juniorklub. Andre eksempler er frivillig tyskundervisning for 5. og 6. klasses elever eller hjælp til etablering af fiberbredbånd i hele Bolderslev skoledistriktet. Alt dette og mere bliver koordineret og sat i gang af lokalrådet med støtte i arbejdsgrupper og andre fora. "Da vi i 2009 endnu kun var en arbejdsgruppe, var der ikke mange der levnede et lokalråd en chance - men vi kan se at borgere, foreninger og erhvervslivet har taget det til sig - de ser mulighederne i, at vi trækker samme vej," siger Dorte Snabe, som er formand for Bolderslev Lokalråd. Udnævnelsen af Bolderslev til Årets Landsby 2013 markeres samtidig med den officielle indvielse af de Grønne Sløjfer og den nye aktivitetsbane bag ved hallen på Stadionvej 34-36 i Bolderslev. Det sker fredag den 24. maj kl. 16.00. FAKTA Årets landsby Siden 2008 har Aabenraa Kommune hvert år kåret en landsby som Årets Landsby. Udnævnelsen sker på baggrund af en særlig aktiv og engageret lokalbefolkning eller konkrete resultater fra større fællesprojekter eller uviklingstiltag. Med titlen følger 10.000 kr. til landsbyens foreningsliv. FAKTA Årets landsby, tidligere vindere: 2012: Varnæs-Bovrup 2011: Holbøl 2010: Fårhus 2009: Hellevad 2008: Ravsted