Fortsæt til indhold

By og havn hører sammen

To lokale arkitekt-studerende har forslag til renoveringen af Vikingskibs-museet

Arkiv
Arkiv

Havnen og Roskilde by hører sammen og må opleves som en helhed. Roskildenserne skal også lokkes ned ved havnen og museet. Sådan lyder den bærende idé i et projekt, som de to lokale arkitektstuderende fra Roskilde, har udarbejdet i forbindelse med planerne for en modernisering af Vikingeskibs-museet. 23-årige Rasmus Thomas Larsen og 26-årige Peter Ravnborg understreger, at deres ideer ikke skal opfattes som et alternativ - men som inspiration - for det arbejde, som museet og Roskilde kommune allerede er i gang med. De har også fremlagt deres tanker for borgmester Joy Mogensen og museumschef Tinna Damgård-Sørensen. Bag sig har de også en initiativgruppe med fire kendte roskildensere: Allan Ohms, Allan Butans Christensen, Peter Kallesøe og Peter Thomas Larsen, der i øvrigt er far til den ene af de unge arkitekter. Rasmus Thomas Larsen og Peter Ravnborg har arbejdet ud for den forudsætning, at hvis museet og kommunen skal have den nødvendige finansielle støtte fra forskellige fonde til den efterhånden meget nødvendige restaurering af den gamle beton-bygning er det ikke nok at reparere den. I stedet bør den oprindelige idé, om at vragene fra Skuldelev ligger helt ude ved fjorden udvikles, så der også bliver en vandfyldt kanal rundt om den 'brutale beton-stil', som dermed bliver en ø. Kanalerne ved vandrehjemmet og Snekken skal også uddybes, så de bliver sejlbare, fremfor at ligge hen med fladt brakvand.

Havhingsten som ikon

En anden bærende idé i deres projekt er, at rekonstruktionen af det store krigsskib 'Havhingsten' kan fungere som et moderne ikon for Roskilde. - Skibet bliver jo bestormet overalt, hvor det kommer sejlende. Derfor skal vi også have større glæde af det året rundt i Roskilde. -Nu ligger det gemt og glemt under en presenning hele vinteren. Vi bør da bygge et glashus og sætte lys på det, så man kan se det fra vejen og resten af byen - lige som domkirken. - Vores motiv til at komme med dette forslag er, at vi er vokset op i Roskilde og elsker byen. Den er så sprængfyldt af historie og gode oplevelser, der fortjener at komme bedre frem. Hvis vores ideer kan hjælpe med det, vil vi være glade, fortæller de to unge, der har lavet deres projekt i fritiden ved siden af studierne. Tidligere har de også lavet en kunstnerisk installation til Festivalen på Dyrskuepladsen. tk

Havhingsten får vinterkvarter i et gennemsigtigt og oplyst bådhus. Det er uværdigt, at sådan en klenodie bliver gemt væk under en pressenning.
Beton-bygningen, der rummer Skuldelev-skibene, skal sættes i stand og ligge på en ø med en vandfyldt kanal rundt om.
De to arkitektstuderende fra Roskilde, Rasmus Thomas Larsen (th.) og Peter Ravnborg, har lavet projektet i deres fritid. (Foto: Erling J.)