Fortsæt til indhold

Middelfart Sparekasse åbner i Esbjerg

Arkiv
Arkiv

Middelfart Sparekasse åbner i løbet af sommeren en afdeling i Skolegade, hvilket skyldes, at Sparekassen forfølger en strategi om kontrolleret vækst samt har en tro på, at de klassiske sparekassedyder som ordentlighed, personlig service og tilgængelighed også vil appellere til kunder i det vestjyske.
Senest har Sparekassen åbnet afdelinger i både Odense og Horsens, og det er gode erfaringer fra disse afdelinger, der har givet mod på at etablere endnu en afdeling med placering centralt i Esbjerg.

Personlig service

"I tråd med vores Strategi 2015, bedst til kunder, holder vi fast i, at kunderne fortsat skal kunne få personlig service, og for os er et kundeforhold baseret på, at mennesker møder mennesker. Derfor ønsker vi at fortsætte succesen og tilbyde rådgivning i øjenhøjde til endnu flere af vores jyske kunder. Vi stræber efter at udvide vores markedsområde med større jyske byer i en overskuelig afstand fra Middelfart. Esbjerg er en by, der vil byde på gode, lokale rammebetingelser og et betydeligt vækstpotentiale," siger Martin Baltser, der er adm. direktør i Middelfart Sparekasse.
Årsagen til, at valget faldt på Esbjerg, begrunder Martin Baltser desuden med, at Esbjerg har et godt erhvervsklima – en by med god infrastruktur, gode bosætningsmuligheder, høj beskæftigelse og et spændende erhvervsliv. Derudover vil de mange privatkunder og et rigt kulturliv være med til at sikre en fortsat vækst og udvikling af området.