Fortsæt til indhold

Aarø får kuller i weekenden

Fra fredag til søndag afholder lillebæltsøen Aarø sin anden musikfestival

Arkiv
Peter Rasmussen

Danmarks yngste festival er vokset. I sit blot andet leveår viser 'Aarøkuller' et imponerende program. Fra fredag den 3. til søndag den 5. maj vil øen være fuld af musik. Bogstavelig talt vil der være noget at nyde i alle hjørner.
"Aarø-kuller er skabt med ønsket om at give både gæster og musikere en dejlig oplevelse af ø-livet i 'Vandkants Danmark'. Alle der færdes på Aarø ved jo faktisk godt at Aarø er verdens egentlige centrum, selvom visse miljøer ikke har opdaget det endnu," fortæller Svend Åge Hansen fra Aarø Vingård, der i denne sammenhæng repræsenterer arrangementgruppen bag musikfestivalen på den skønne ø i Lillebælt.
"Der er rock, roots, blues, country, jazz, flamenco, verdensmusik og meget mere på øens fire spillesteder," fortæller han.
I år lokker Aarøkuller med 'verdensnavne', som Little Johnny Walker , VanDylans , Erik Bech – The Trio , Closing Time, Nybo-Weber, Tankens Bager, Brøns by Night, Smedens drenge, Jens Viggo Fjord, Folke Blues Project, Trombrio, Røde Hunde, Haiku, Gammelsmølf & Drengene, 1st Land Art Orchestra, La Grange, HH Vikings, Visens Skib, Kim & Larsen, KælderRock, Anders & Christian plus det løse.
Adgang til festivalen er gratis og der er masser af oplevelser og god mad m.v. på Aarø"s Perle, Brummers Gaard, Aarø Camping og Årø Vingård.
Overnatning kan bookes på Aarø Camping: www.aaro-camping.dk. Program og praktiske oplysninger kan findes på www.aarokuller.dk
Og her kommer så lige et slogan til slut: "Det tager kun syv minutter med færgen - men vi vil så gerne at du bliver hele weekenden!"