Løbetur på landingsbanen
30 deltagere løb om kap på lufthanvens landingsbane
Den 1797 meter lange start- og landingsbane i Sønderborg Lufthavn blev i fredags omdannet til løbebane.
Allerede tidligere på året havde Air Alsie fået lov til at benytte banen til et internt motionsløb. Men snart kom der en udfordring fra Skyways Technics til både Air Alsie, lufthavnen og de andre baseselskaber.
Derfor besluttede Sønderborg Lufthavn at afholde en lille løbekonkurrence. Selve lufthavnens personale og de to største baseselskaber Skyways Technics og Air Alsie deltog i løbet, som fandt sted fredag den 19. april.
"Vi har selvfølgelig ikke lyst til at sige nej til sådan en udfordring," siger lufthavnschef Anders Sørensen og fortsætter:
"Som lufthavnschef mener jeg, at det er en god mulighed for at afholde et arrangement, som muliggør et hyggeligt møde med vores baseselskaber og naboer her på matriklen. Derudover er det en meget sund form for fredagsbar, når medarbejderne kommer ud at løbe."
Deltagerne stillede op i hold, og skulle løbe banen en gang rundt, hvilket er en tur på ca. 4,5 kilometer.
"Med ca. 30 deltagere vurderer vi arrangementet som en succes. Deltagernes positive tilbagemeldinger bekræfter også, at det er noget som bør gentages," siger Anders Sørensen.
Sønderborg Lufthavn har i år øget indsatsen for at skabe en sundere arbejdsplads. For at støtte en sundere livsstil, får ansatte tilbud om at deltage i forskellige tiltag, som udbydes i forbindelse med lufthavnens sundhedsordning. Der fokuseres især på, at det er lettere at ændre livsstil, hvis man gør det i samarbejde med andre.
"Den sunde fredagskonkurrence Runway Run lå rigtig godt i forlængelse af den indsats vi gør på lufthavnen for at fremme medarbejdernes sunde livsstil. Vi fokuserer meget på at gøre aktiviteterne i fællesskab og dermed få alle med. Lige meget om man er vant til at dyrke motion eller ej. Nogle gange hjælper konkurrencedelen og kampen om æren på motivationen af medarbejderne," siger Christian Jensen, som er lufthavnens motionsansvarlige.
Løbet og en lille vandrepokal blev vundet af udfordrerne Skyways Technics. Med en gennemsnitstid på 19,28 min. for en runde på ca. 4,5 km. vandt holdet "Team Tarok", opkaldt efter den berømte travhest.