Letland-Ribe tur/retur
Syv elever og en lærer fik sig - populært sagt - en på opleveren, da Ribe Katedralskole for femte og sidste gang fornylig sendte deltagere af sted til et Nordplus-arrangement.
Syv elever og en lærer fik sig - populært sagt - en på opleveren, da Ribe Katedralskole for femte og sidste gang fornylig sendte deltagere af sted til et Nordplus-arrangement. Turen gik til Letland og lærer Helle Hvitved har blandt andet sendt følgende beretning om turen:
"Vi var på slikfabrik, på bageri, fik smagt lokal honning og danset lettiske folkedanse samt dyrket lidt sport. Vores første udflugt gik til en park i en skov. Her blev vi først undervist i matematik, idet vi så, hvordan man måler højden, omkreds og rumfang af træer, og vi så på spor af forskellige dyr. Herefter var vi i den underholdende del af skoven, hvor man kunne se og kravle i dværgehytter og hilse på de lokale dværge/nisser. Lettiske nisser har ikke røde huer. Desværre var det store udendørs arrangement blevet aflyst ugen før, men i stedet fik vi en meget spændende tur til Ventspils International Radio Astronomy Center med en parabol med en diameter på 32 m. Her fik vi lov at komme op og stå bag parabolen, hvor vi fik en køretur lidt rundt, fordi forskerne sad nedenunder og arbejdede og drejede parabolen. Vi fik også historien fra sovjettiden, hvor en hel masse mennesker boede på stedet i største hemmelighed. Det lykkedes ikke NATO at opdage parabolerne. Eleverne blev sendt på en lang, mørk tur i en underjordisk gang over til den lidt mindre parabol. Herfra kørte vi op til nordspidsen, hvor Rigabugten møder det Baltiske Hav"
Nordplus er Nordisk Ministerråds uddannelsesprogrammer, der har til formål at styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og andre aktører fra Norden og Baltikum for herigennem at bidrage til udviklingen inden for uddannelsesområdet.