Fortsæt til indhold

25 år på krogen

Jan og Bo’s Lystfiskershop har forsynet Roskilde i et kvart århundrede

Arkiv
Arkiv

I en tid med økonomisk krise og masser af historier om butikker, der ikke kan få tingene til at hænge sammen, er det rart med en solstråle eller to fra erhvervslivet.
Sådan en kan Jan og Bo's Lystfiskershop tilbyde.
Butikken på hjørnet af Køgevej og Roskilde Vænget kan nemlig 3. maj fejre 25-års jubilæum.

Mere fokus

Selvom der nu er blevet solgt grej til lystfiskere og andre udendørs-entusiaster i et kvart århundrede, er der ingen planer om at skrue ned for tempoet.
- Der sker hele tiden noget nyt indenfor vores felt, fortæller ejer af butikken, Bo Vogelius.
- For eksempel oplever vi mere fokus på lystfiskeri i Roskilde end tidligere.

Ro med fisk

For Bo Vogelius er butikken også meget mere end bare en måde at tjene penge.
Butiksejeren har selv været ivrig lystfisker, og han glæder sig over muligheden for at kunne kombinere sin hobby med arbejdet i butikken.
Spørger man ham, hvorfor lystfiskeri kan tiltrække nok mennesker til at holde en butik gående i 25 år, er han heller ikke i tvivl.
- Folk holder godt fast i deres hobby, så det betyder ikke så meget om der krise eller ej, fortæller Bo Vogelius og fortsætter:
- Desuden er der intet mere beroligende end at fiske, og man får en mulighed for at rigtigt vende tingene i hovedet.