Fem travle dage med chance for gevinst
Schou Absolute Horses er klar det store DM-stævne fra 8. til 12. maj. Fire sæt mesterskabsmedaljer skal fordeles på Tågerup
Op mod 600 starter fordelt på 18 klasser. Så meget bliver der at kigge på, når landets bedste springryttere for tredje år i træk samles på Tågerup i Sommersted for at finde danmarksmestrene i ridebanespringning. Det foregår fra den 8. til den 12. maj.
Arrangørens navn er nyt, for efter fem år har Flemming Skouboe i bedste forståelse trukket sig ud af samarbejdet, så 'Schou & Skouboe' er blevet til 'Schou Absolute Horses', som ejes af Schou-familien alene.
Men det er stadig brødrene Andreas og Christian Schou, der står i spidsen for det store arrangement, og aftalen med Dansk Rideforbund er blevet forlænget, så Tågerup også bliver rammen om mesterskaberne i 2014 og 2015.
Fire mesterskaber
Der skal fordeles hele fire sæt mesterskabsmedaljer ved stævnet. First Senior DM har deltagelse af de kendte danske springryttere, og både Andreas og Christian Schou er med. Også sidste års vinder Søren Pedersen og søstrene Tina Lund og Charlotte von Rönne har meldt deres ankomst.
Derudover kåres vinderne af Dansk Rideforbunds mesterskaber for Honda Young Rider (U21) , Kolding Kommune Junior (U18) og BPI Children (12-14 årige, der rider hest i stedet for pony).
Der bliver også lejlighed til at se dygtige unge springheste i to youngster-klasser, som er forbeholdt fem, seks og syv års heste.
Tågerup har rigtig fine faciliteter til det store mesterskabsstævne. Som tidligere år bliver der udstillere på pladsen, ligesom der fredag aften bliver den populære rytterfest, hvor der igen vil være live-musik med 'The Late Night Show'. Lørdag vil der være fremvisning af nogle af de hingste, Schou Aboslute Horses råder over. Johnny Hansen fra avlsledelsen kommer og fortæller om hingstene og den moderne sportshest - og om uddannelsen af denne.
Det store stævne indledes onsdag den 8. maj klokken 12 og så kører det ellers slag i slag med opvarmningsklasser og klasser, som ikke er forbeholdt mesterskabsrytterne.