Tilfredshed med sidste års regnskab
- Men allerede nu begynder tegningen til næste års budgetudfordringer at vise sig i horisonten..
Det har mange gange været et punkt på dagsordenen, som har betydet mange kritiske spørgsmål og har givet en lang debat. Men således gik det ikke denne gang. Der var bred enighed om, at der var tale om et tilfredsstillende regnskab. Traditionen tro var det borgmesteren, der fremlagde regnskabet. - I den kommunale verden er 2012 ikke helt lukket før vi har forholdt os til summen af kommunens samlede aktiviteter og tiltag i 2012, i form af regnskabet, indledte Helle Adelborg (A): - Altså hvad er det for en bundlinje vi gik ud af 2012 med og som dermed - alt andet lige - er vores afsæt for kommunens virke i den kommende tid. Derfor er regnskabsresultatet vigtigt - selv om det er historik. Jeg synes, at vi er kommet ud af 2012 med en god bundlinje og et godt regnskab... Helle Adelborg redegjorde så for en lang række af de begivenheder og aktiviteter, der sidste år kostede kommunen både tid, kræfter og økonomi. Robust pengekasse - I 2012 har vi igen fået flere borgere til Hvidovre - gennem flere år i træk har vi nu oplevet en befolkningsvækst og det er jeg som borgmester selvfølgelig både glad og stolt over. Det vidner om, at det vi gør og kan tilbyde her i Hvidovre er attraktivt - også for nye tilflyttere. Men det forpligter selvfølgelig også os politikere og forvaltningen til hele tiden at fokusere på at drive og udvikle kommunen, så den også fremover har de rigtige tilbud og vilkår og dermed er tiltrækkende for såvel nye, som nuværende borgere. Og det er bl.a. her resultatet for regnskab 2012 giver et godt afsæt. Vi slutter året af med en ganske pæn kassebeholdning på 243 mio. kr., og selv om det ikke kan betragtes som frie og disponible midler, idet en stor del jo er reserveret, er det en rar fornemmelse at vide, at kommunekassen er robust. Den ordinære drift udviser et overskud på knap 150 mio. kr., hvilket skal ses i forhold til, at der var budgetteret med knap 129 mio. kr. Det er et flot resultat og en videreførelse af tidligere års flotte regnskabsresultater. Når der korrigeres for anlægsudgifter og forsyningsvirksomhederne, udviser regnskabet et overskud på 11,9 mio. kr. som er det samlede resultat. Vi har afholdt anlægsudgifter - altså investeret - for i alt 143,5 mio. kr., hvilket er det højeste niveau i mange år. Vi har nedbragt den langfristede gæld - selv om vi har optaget lån - og vi har overholdt vores del af økonomiaftalen i forhold til servicerammeloftet, hvor vi ligger 10 mio. kr. under. At vi ligger 10 mio. kr. under servicerammen vidner om, at institutioner og administrationen udviser ansvarlig økonomistyring, uden at gå på kompromis med god borgerservice... Ansvarligt budget - Regnskabsresultatet for 2012 er rigtig flot, fortsatte borgmesteren: - Ikke mindst set i lyset, at vi stadig befinder os i en samfundsøkonomisk krise. Et regnskab kan jo ikke stå alene - det skal holdes op i mod et budget. Og jeg mener, at budgettet for 2012 var et ansvarligt budget, som indeholdt nødvendige tilpasninger, og dermed var grundlaget for et godt regnskabsresultat tilstede. Regnskabsaflæggelsen er også en anledning til at skue lidt frem i tiden og forholde sig til nogle af de udfordringer og uvisheder, der venter forude. Kommunen ruller rigtig mange penge mellem årene. Og det bliver formentlig en udfordring i forhold til den kommende budgetlov, hvor det forventes, at kommunernes adgang til at rulle mellem årene bliver strammet op... Udfordringer og muligheder - De overordnede rammer for budget 2014 tegner til at være en reduktion af kommunernes serviceramme på to mia. kr., mod til gengæld at kunne løfte anlæg med tilsvarende to mia. kr. Det er endnu uvist hvorledes reduktionen på servicerammen skal håndteres, herunder hvilken reduktion den enkelte kommune skal levere. Som bekendt barsles der med et større reformkompleks som vil få stor betydning for kommunerne. De nye vækstpakker vil i de kommende år også styrke erhvervslivets konkurrencesituation og muligheder for at sælge varer og tjenesteydelser; det er også et forhold, som - alt andet lige - vil gavne den kommunale økonomi. Så når vi om inden så længe skal til at drøfte budgettet for 2014 tegner der sig en række udfordringer og muligheder, vi som kommunalbestyrelse skal håndtere... Også de øvrige partier fik lejlighed til at kommentere sidste års regnskab. Det blev herefter oversendt til revisionen.oas