Fortsæt til indhold

Sådan så Harald Blåtands forsvarsmur ud

Arkæologerne har udgravet flere meter af Harald Blåtands mægtige forsvarsmur rundt om kongens Jelling

Arkiv
Jeppe Rafn

Arkæologerne fra VejleMuseerne har i de seneste dage udgravet et mere end fire meter langt stykke af det, der efter al sandsynlighed var en mægtig forsvarsmur i træ (en palisade) rundt om et 360 meter x 360 meter område i jelling.
I vinter fandt arkæologerne fire egetræsstolper og et stykke planke i Smededammen i Jelling, og lige siden har man ventet på, at vejret og jorden skulle arte sig, så man kunne komme i gang med en egentlig udgravning. Frosten skulle forsvinde, og derefter man har skullet tømme Smededammen, som har været fyldt med vand, oplyser VejleMuseerne.
Smededammen, hvor udgravningen har fundet sted, ligger i centrum af Jelling kun få meter fra Jellingstenen og de to gravhøje for Gorm og Tyra, Harald Blåtands forældre.
"Stolperne og plankerne føjer endnu en afgørende brik til historien om Jelling og vikingetidens kongemagt. Her får vi et håndgribeligt udtryk for bygherrens format og ambitioner – hans evne til at tænke stort. Det er et 'magtsprog', som ingen andre i tiden har præsteret," siger Anne Pedersen, arkæolog ved Nationalmuseet og leder af Jellingprojektet.
Det er planen, at der på en af de fundne stolper skal foretages en såkaldt dendrokronologisk datering, hvor man ved hjælp af årringe i træet kan fastlægge det præcise årstal, træet blev fældet. Man kan muligvis man endda se på hvilken årstid, træet blev fældet. På den måde bliver det muligt helt præcist at sige, om træet er fældet, mens Harald Blåtand var konge.
Forsvarsmurens stolper og planker vil nu blive løftet ud af blåleret og konserveret for eftertiden, og en del af dem vil muligvis blive udstillet i den nye udgave af museet Kongernes Jelling, som i 2015 vil stå færdigt som et moderne, interaktivt og digitalt oplevelsescenter i Jelling.


Forsvarsmus (palisade)
Palisaden i Jelling målte 360 x 360 meter meter og bestod af cirka tre meter lange stolper, som var banket en meter ned i jorden. Palisaden er opført i vikingetiden for omkring 1.000 år siden, formentlig af Harald Blåtand.

Udgravningsfoto af det nordøstlige hjørne af palisadevæggen i Jelling. Foto: Aarhus Universitet
Arkæolog Rasmus Birch Iversen knæler foran den godt fire meter lange udgravning, hvor man kan se rester af stolper stikke op ad jorden.
Nærbillede stolper og planker fra Harald Blåtands forsvarsmur i Jelling.