Fortsæt til indhold

Niels er moderne på en old school facon

Under et presseopbud større end længe set i Esbjerg, blev EfB's nye cheftræner forleden præsenteret. Navnet er Niels Frederiksen, og det er en odenseaner, der har slået sine folder på Sjælland, der nu kommer til Vestjylland

Arkiv
Rune Weitling

De var der ikke. De to ludere og lommetyven. Til gengæld var overordentlig mange repræsentanter fra den danske presse mødt frem i EfB Caféen torsdag formiddag, hvor administrationen havde hidkaldt reportere, fotografer, tv-personager og andet godtfolk. Afløseren for Jess Thorup var fundet, og 'papegøjen' skulle vises frem.
På slaget 11.00 og badet i blitzlys stak Niels Frederiksen så næbbet frem. Det var ventet, da nyheden allerede var sluppet ud dagen før. I Lyngby, hvor Niels Frederiksen er træner, sagde man, det var kilder tæt på EfB's bestyrelse, der havde lækket nyheden, mens man fra EfB's side nok havde en idé om, hvem der havde haft svært ved at tie i Lyngby lejren. Sådan er gamet, det ved de alle, og derfor var der bestemt ingen sure miner at spore hos administrerende direktør Søren poulsen, da han tog ordet som den første.
"Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Lyngby Boldklub for et godt samarbejde, hvor det har været muligt at købe Niels fri et år før hans kontrakt udløb, så han kan tiltræde i Esbjerg 1. juni," sagde Søren Poulsen, mens Niels Frederiksen kiggede lidt rundt i lokalet.
Nok er der presse på til Lyngbys kampe. Og nok har manden været træner i Superligaen. Men det her var alligevel en anelse større, end han er vant til.

Moderne, men old school

Selv er Niels Frederiksen - der boede de første 25 år af sit liv i Odense, inden karrieren i Danske Bank fik den unge cand.oecon. til at flytte til København, hvor han senere blev fodboldtræner - fuld af forventning til sit nye arbejde i Vestjylland.
"For mig er det ikke bare et skridt op af rangstien, men nærmere to. Esbjerg er en klub med en stærk organisation og trænerstab og med en enorm opbakning fra både tilhængere og sponsorer i hele regionen. Det fællesskab vil jeg meget gerne være en del af," fortæller Niels Frederiksen, der spillemæssigt betegner sig selv som en old school træner på en moderne facon:
"Jeg har en klar idé om, hvordan jeg vil spille fodbold. Det betyder en sikker defensiv struktur, men hvor vi samtidig er dominerende med bolden. Jeg er samtidig en træner, der er lyttende og inddrager spillerne, men når jeg i sidste ende har taget en beslutning, så skal der meget til, før vi afviger fra den."

Vil bruge egne spillere

42-årige Niels Frederiksen er fra sin tid i Lyngby kendt for at spotte talenter og videreudvikle dem, og det er netop den strategi, man - klog af skade - de senere år igen er begyndt at benytte sig af i Esbjerg.
"I EfB vil man bruge egne spillere, som er udviklet i klubben, og det er for mig den rigtige strategi. At der så også er handling bag ordene gør, at jeg slet ikke er i tvivl om, at jeg skulle tage imod denne udfordring," siger Niels Frederiksen.
Og det er manden, han overtager dirigentstokken fra, glad for.
"Jeg har med spænding set frem til, hvem afløseren blev. Og jeg kan kun sige, at fra dét jeg kender til Niels, så er han en dygtig træner, der har skabt resultater med unge spillere. Jeg håber, han fortsætter den linje, som jeg og trænerstaben har lagt omkring holdet," siger Jess Thorup, der selv fortsætter karrieren som U21 landsholdstræner.

Brug for frisk blod

Blandt det store presseopbud og en pæn samling EfB-personager sad også venstre back Jonas Knudsen sammen med en flok andre fodboldknægte. Den unge back er blandt de spillere, som nu skal træne under Niels Frederiksens vinger, og det ser han frem til.
"Jeg synes, det virker spændende. Niels vil videreføre strategien med at satse på unge spillere, som han har gjort i Lyngby, og som vi gør her i EfB. Og der er mange unge spillere, der står på spring, så det lover godt," siger Jonas Knudsen, der selv er fra Hjerting og EfB's yngste debutant i Superligaen nogensinde.
Mens denne signatur taler med unge Knudsen, får han Søren Poulsens kaffekop stukket i hånden med et smil. Nu skal Poulsen på tv, og da Knudsen blot taler med en skriverkarl, kan han godt lige holde den kop. Kækt af Poulsen, som tydeligvis var ganske glad for at have landet Frederiksen. Vi lader derfor direktøren få sidste ord:
"Niels har stået på vores liste gennem hele perioden, så vi er meget glade for at få ham. Jeg meldte fra start ud, at vi søgte udenfor organisationen denne gang, da jeg mener, vi har brug for lidt frisk blod. Samtidig vil jeg gerne have lov at sige, at den trænerstab vi allerede har, er bragende dygtig, og med Niels i spidsen er jeg sikker på, vi har det helt rigtige sportslige set-up for fremtiden."