Fortsæt til indhold

Fastfood på Strøget i Vejle

Brødrene Kahya laver pitabrød, klassiske burgere og Street Box, du kan tage med i farten

Arkiv
Jeppe Rafn

Der er åbnet en ny fastfood restaurant på Strøget i Vejle i lokalerne på Torvegade 3, hvor der indtil for nylig var en Subway sandwichbar. Nu står der Brødrene K på butiksskiltet, opkaldt efter ejerne Daniel og Michael Kahya, der er brødre.
De to brødre fortæller, at de altid har beskæftiget sig med mad. De bor i Horsens og har senest haft Madkassen i deres hjemby. Nu er de så i Vejle, hvor de længe har været på udkig efter egnede lokaler til en fastfood restaurant.

Overskuelig menu

Menukortet er meget overskueligt hos Brødrene K, der kalder deres mad for fastfood med omtanke.
"Det er nem og god mad til overkommelige priser," siger Daniel og Michael Kahya.
Menuen består af seks forskellige ting med variationer. Man kan blandt andet få pitabrød og wraps med okse, kylling, kalkun eller lam. Der er også forskellige burgere med 200 gram hakkebøf samt en såkaldt Street Box på menuen. Det er en slags alt-i-en boks med bulgur ris eller pommes frites i bunden, derefter kød og til sidst toppet med salat.
"Det er en moderne variation af en China Box, du kan tage med overalt," forklarer Daniel Kahya.
Brødrene K har også en salatbar, hvor man kan blande sin egen salat samt vælge fyld til de andre ting på menukortet.