Fortsæt til indhold

En stresset tid

Det er ikke kun eleverne der skal til eksamen som er presset i disse dage. Også deres undervisere lider under de fire uger, hvor de ikke har kunnet forberede eleverne på det grønne bord

Arkiv
Anne Andersen

Om få dage skal Anne Poulsens 9.D op til eksamen. Hun skal selv sidde på den karaktergivende side af bordet, og hun er langt fra tilfreds med den forberedelse, hun kan tilbyde eleverne.
"Jeg er stresset over alt det, jeg ikke kan nå. Det stresser både eleverne, og det stresser os undervisere. Jeg er ked af det, fortørnet og bitter over, at vi er endt i den her situation", lyder det fra Anne Poulsen, der i disse dage må speedsnakke for at få så meget viden ind i hovederne på eleverne som muligt.
Anne Poulsen skal selv være censor på tre andre skoler i løbet af eksamenstiden, og hun er klar over, at vilkårne for alle afgangseleverne er de samme.
"Når jeg skal ud og være censor, så skal jeg være mere opmærksom på ikke at være for hård", konstaterer hun.
De sidste dage op til eksamen forsøger Anne Poulsen at berolige sine elever, og selvom hun er sikker på, at de alle nok skal klare deres eksamener godt, så er hun ærgerlig over, den situation de står i.
"De bliver udsat for en stressfaktor som de ikke har fortjent. Det er en sårbar tid, og så skal det ikke være så rodet som det her", siger Anne Poulsen der dog alligevel ikke ville undvære prøverne.
"Det er ikke en god ide, at droppe prøverne til fordel for årskarakterne. Eleverne har gået i flere år og har sat sig op til den her Grand Final, så den skal de også have", slutter læreren inden hun haster tilbage til klasseværelset og 9.D.