Femhøj tævede topholdet
Det ubesejrede tophold Fårevejle fik klø på hjemmebane af et storspillende femhøj-mandskab. Læs Femhøjs referat af kampen her.
I silende regn bød Fårevejles stadionspeaker velkommen til Femhøj IF på deres flotte nye anlæg og på en perfekt bane til hurtig fodbold. Femhøj lagde ud med hårdt pres på Fårevejle, men et godt Fårevejle hold forsvarede godt og sendte lange bolde retur til deres lange angriber. Femhøj forsvaret var i aftenens kamp helt klar på at stoppe Fårevejles farlige topscorer, og han fik ikke mange ben til jorden. Femhøj kan ikke stille stærkere op end de 14 mand som var udtaget til kamp i dag, for første gang i sæsonen var alle mand klar og det sås tydeligt på spillet. Kasper C. som lagde Oslobåden til i København tirsdag formiddag havde spilleglæden intakt. Kaptajnen var på midten medvirkende til at styre Femhøj til sejr med hårdt fysisk spil og fordeling af bolde til Jim og Matias på kanterne. Matias og Jim var med flere gode indlæg i de første 20 min. grunden til underholdende direkte fodbold. Det blev 0-1 efter 21 min. Indlæg fra Matias Kreiberg, keeperen halvklarede og Patrick Skov var hurtigt på riposten. Femhøj forsatte med det gode spil, men Fårevejles spillere kæmpede hårdt og var bestemt med til at skabe en underholdende første halvleg, Simon HP i målet spillede en brandkamp og sørgede for at være skarp i feltet når Fårevejles lange bolde blev sendt ind. Vi skulle frem til 29. minut før Femhøj igen fik bolden i kassen. Langt indkast fra Claus Munch som ender ude på kanten af feltet, Asbjørn tackler sig til bolden og hamrer efterfølgende kuglen i kassen bag Fårevejles målmand, som så ud til at have en svær dag på jobbet i regnen. Resten af halvlegen bølgede kampen lidt frem og tilbage men de første 45 min. endte 0-2 til de orange. 2. halvleg tog regnen til og gjorde banen endnu hurtige, selvom de glidende tacklinger flittigt blev brugt, så skal begge hold have stor ros for ikke at lave nogen deciderede svinesteger. Fårevejle kom bedst fra start men der gik ikke længe før Femhøj igen var farlige foran Fårevejle målet, denne gang var målmanden klar og diskede op med et par flotte redninger. Femhøj blev ved med at spille med stor boldkontrol og hurtige 1. gangs afleveringer. Men selvom begge hold havde flere chancer blev ingen af dem omsat til mål. Vi skulle 65 min. ind i kampen før dommeren begyndte at blande sig for alvor. Et orange indkast blev dømt til Fårevejle og i den efterfølgende tumult dømmer dommeren gult kort til Jim for at tro at det var Femhøjs indkast. 5 min. senere var den gal igen, Fårevejle får frispark og Matias Kreiberg vælger dumt at sparke bolden et par meter tilbage. Gult kort og 2 mand i undertal. I undertallet fik Fårevejle sat pres på men blev aldrig rigtig farlige. Femhøj nåede lige at blive fuldtallige og I det 82. min. blev Fårevejles topscorer Gibril Jenneh spillet fri i feltet, topscoreren prikkede bolden udenom en fremadstormende Simon HP men bolden blev sparket væk på stregen. Simon og Gibril løb sammen og dommeren takserede til straffe og gult kort. Angriber Timo Tørring trak hurtigt i trøjen og i første aktion fik Timo lov at se Fårevejle spilleren sparke direkte på overliggeren. Femhøj igen i undertal, men det blev ikke tydeligt på banen. Mads O. Nielsen kom med selvtilliden i top efter 2 mål i DBU pokalen i midt ugen og de sidste 5 min. af kampen stod der Mads Nielsen på det hele. Efter 88 min. får Femhøj frispark ca. 25 min. fra målet. Mads sparker direkte uden om muren og bolden ”sjutter” lige foran målmanden og går ind. Keeperen kan ikke se sig helt fri i denne situation. 0-3 til Femhøj. Målet gav Mads blod på tanden og hårdt kæmpende prikkede han bolden væk fra Fårevejle forsvareren, løber direkte mod mål og sparkede den sikkert forbi Christian Nedersee i Fårevejle målet. 92 min. spillet 0-4 Kampen blev kort efter fløjtet af. Flot 4-0 sejr over topholdet fra Nordvestsjælland. Fårevejle havde inden dagens kamp ikke lidt et nederlag 363 dage i træk. Det var derfor en ærgerlig 1. holds træner som vi fangede efter kampen. Thomas Larsen gav de personlige fejl hos Fårevejle skylden for nederlaget, men måtte også samtidig rose Femhøj for efter hans udsagn at være det bedst spillende serie 2 hold i rækken; "Jeg har sjældent set et serie 2 hold have så mange individuelt dygtige spillere, der samtidig mestrer at være boldfaste og spille direkte samtidig. Jeg synes dog stadig at vi forærer sejren væk med de personlige fejl vi laver i dag." Fårevejle ligger dog stadig sikkert i front og de er ikke langt fra at sikre sig oprykning. Femhøj skal i ilden igen lørdag, endnu en topkamp hvor Femhøj skal jagte Mørkøv som på nuværende tidspunkt sidder på den anden oprykningsplads. Femhøj skal bruge torsdagstræningen til komme ned på jorden igen efter tirsdagens flotte kamp og forberede sig til lørdag. Lørdagens kamp mod Mørkøv spilles med start kl. 15.