Fortsæt til indhold

Stevns Bryghus fejrer Bryggeriernes dag

Åbent hus på Tingvej i Varpelev lørdag den 15. juni.

Arkiv
Per Møller

VARPELEV: 756 nye danske øl kom på markedet i 2012 - og det er en markant rekord i forhold til den hidtidige rekord på 647 nye øl i 2008.
Det fremgår af en opgørelse lavet af Beerticker/Beerticker PRO, der har stået for oversigterne over nye danske øl siden 2007.
Men tallene går endnu længere tilbage - og de seneste 10 år har budt på 4.645 nye danske øl.
Der er da heller intet andet land i verden, der kan måle sig med Danmark i forhold til antallet af bryggerier set i forhold til landets indbyggertal. I år 2000 var der 20 bryggerier. Nu er der næsten syv gange så mange inklusiv kontraktbryggerier og bryggerier på Færøerne og Grønland.
Blandt de mange bryggerier i Danmark er Stevns Bryghus på Tingvej 4 i Varpelev ved Hårlev. Stevns Bryghus er med, når en lang række bryggerier over hele landet lørdag den 15. juni holder åbent hus i tidsrummet fra kl. 10.00-16.00.
- Den dag vil man kunne opleve bryggeriet i arbejde, få smagsprøver ligesom brygmester Oliver Ratzel vil være til stede og svare på spørgsmål fra de besøgende. Ligeledes vil man kunne få mulighed for at tage del i nogle gode tilbud på køb af bryghusets produkter, fortæller Benny Larsen, der er en ud af fem bestyrelsesmedlemmer i Stevns Bryghus og én blandt flere frivillige hjælpere i produktionen.
Brygmester hos Stevns Bryghus er Oliver Ratzel. Han er en erfaren herre indenfor brygning. Han er uddannet i Tyskland som bryg- og maltmester og har stor erfaring også fra tyske microbryggerier.
- Målet for Stevns Bryghus er at skabe øl i høj klasse uden at gå på kompromis. Derfor er vore produkter fortsat håndbrygget med nænsom hånd, som der står på etiketterne, fortæller Benny Larsen, der i samme åndedrag fortæller, at meget af arbejdet i bryggeriet foregår med håndkraft - som at skylle flasker, sætte kampsler på og rulle stiketterne på flaskerne.
- Men vi vil hele tiden gerne udvikle os - og derfor kunne vi da godt tænke os, at få fat i en sælger eller to, der havde lyst til provisionsbasis at være med i en spændende virksomhed, siger Benny Larsen.
Lige nu indeholder Stevns Bryhus' sortiment 13 øl. Sidste nye skud på stammen er Stevns Pilsneren - en let smagfuld bryg på 4,6 procent.
Den og de øvrige bryg kan smages lørdag den 15. juni kl. 10-16.

De besøgende på vort åbent hus arrangement lørdag den 15. juli får mulighed for at smage vores produkter, siger Benny Larsen. (Foto: JCJ).
- Der er øl til ca. 1.700 flasker tilbage i denne beholder, forklarer Benny Larsen. (Foto: JCJ).
(Foto: JCJ).
Tre af Stevns Bryghus' unikke produkter - fælles for alle bryggeriets produkter er, at de har navne efter stevnsk historie. (Foto: JCJ)