Fortsæt til indhold

Politisk spændetrøje

At sidde i Byrådet er for de fleste medlemmer noget de gør ved siden af et helt almindeligt arbejde. For Merete Due Paarup, som stiller op til Kommunalvalget 2013 for Venstre, har det at være virksomhedsejer og politisk aktiv på samme tid, givet hende vis

Arkiv
Anne Andersen

Lige nu er der 31 medlemmer i Byrådet. Ved siden af det politiske arbejde går de 30 mænd og kvinder hver dag på arbejde blandt andet som direktør, souschef, socialrådgiver, virksomhedsejer og meget andet.
Merete Due Paarup stiller til Kommunalvalget 2013 op for Venstre mens hun til daglig er ejer af virksomheden ImageConsult som blandt andet udfører konsulentopgaver for kommuner.
"Jeg oplever ofte, at jeg skal forsvare og forklare, hvorfor det ikke har betydning for mit arbejde, at jeg er politisk engageret. Det synes jeg er et stort problem i vores demokrati. Det kan ikke passe, at jeg skal afskrives, bare fordi jeg gider at række hånden op og tage et ansvar", lyder det fra kvinden der i den grad ikke er bange for at skille sig ud og sige sin mening.
"Det er da et kæmpe demokratisk problem, at jeg ikke kan engagere mig politisk og lave et stykke frivilligt arbejde, uden at jeg skal forklare, hvorfor det ikke vil have negative konsekvenser. Jeg kan sagtens skelne mellem at være politiker og være virksomhedsejer", siger Merete Due Paarup der påpeger, at når hendes virksomhed byder ind på eksempelvis en kommunal opgave, så er det på lige vilkår med alle andre.

Plus og minus

For Merete Due Paarup har dét at hun er politisk aktiv flere gange haft en direkte negativ klang hos hendes kunder.
"Vi har lige vundet en stor opgave, som vi bød ind på, og som vi var de bedst egnede til at løse. Der fik vi direkte at vide, at det ikke talte til vores fordel, at jeg var politisk aktiv. Jeg har også flere gange haft kunder, der gerne vil have os til at løse en opgave, men samtidig beder de om, at vi ikke må sige det til nogen. Det skal ikke give plusser at jeg stiller op til Byrådet, men det skal heller ikke give minusser", mener Merete Due Paarup, der godt kan frygte, at fremtidige lokalpolitikere kan føle sig skræmt.
"Der er mange der siger til mig, at det er fedt, at jeg gider, men at de ikke selv orkede det. Jeg tror, der er mange som afholder sig fra at engagere sig i lokalpolitik, fordi det nogle gange har sådan en negativ klang. Det er vildt ærgerligt, fordi vi jo netop har brug for folk der stikker lidt ud og som ikke altid lige passer ind i bestemte kasser", smiler hun og påpeger, at hun flere gange hår overvejet, om det er det værd.
"Jeg har da været ved at kaste håndklædet i ringen, men så bliver jeg også sådan lidt Pippi-stædig, og da jeg synes, at jeg har noget at byde ind med, så giver jeg ikke så let op", slutter hun.