Fortsæt til indhold

Invaderes af lokale kunstnere

26 kunstnere maler på Trapholt i forbindelse med Kulturnatten

Arkiv
Arkiv

I forbindelse med dette års Kulturnat den 23. august udstiller 26 lokale kunstnere i Nicolai Scene.
Temaet er kunstneren Richard Mortensen og de koldingensiske kunstnere skal fortolke Mortensens værker i anledning af Trapholts forestående 25 års jubilæum. Undervisningen foregår over to weekender på Trapholt, som netop har et galleri fyldt med malerier af Richard Mortensen. Det er forfatter og billedkunstner Ken Denning, som står for undervisningen af dette spændende projekt, og han har allerede givet deltagerne hjemmearbejde inden næste lektion.

Kamp til stregen

De to ildsjæle Jette Lyhne og Kirsten Ellerkamp har fået projektet op at stå, og de fortæller:
”Det er fantastisk, at vi har kunnet samle så mange malerinteresserede mennesker i Kolding. Og med Ken som underviser får vi virkelig kamp til stregen og må strenge os meget an.”
I år har malerne selv betalt for at deltage samtidig med at Nicolai-komplekset og Kunstmuseet Trapholt har støttet projektet økonomisk.
Første del af kurset forgik 4.og 5. maj hvor kursisterne lavede skitser og i anden del den 25. og 26. maj skal der prøves kræfter med lærreder.
Almindelige gæster på Trapholt vil kunne se, at kunstnerne arbejder.
Fredag den 23. august præsenteres de endelige resultater ved en fernisering i Nicolai Scene kl.14.00. Alle er meget velkomne.