Stærk back fortsætter hos SønderjyskE
Én af DM slutspillets store profiler, Michael Eskesen, fortsætter ishockeykarrieren i SønderjyskE, hvor han har underskrevet en kontrakt gældende for den kommende sæson
Den 26årige back kan fremvise et ganske imponerende CV med en række U – og A-landskampe for Danmark.
Han har spillet flere ligasæsoner i barndomsklubben Odense Bulldogs, og har også markeret sig hos Rødovre Mighty Bulls og norske Stjernen.
Opholdet i SønderjyskE har på alle områder været en succes, og adm. direktør Klaus Rasmussen er da også meget tilfreds med udsigten til det fortsatte samarbejde med den populære spiller:
"En spiller med Michael Eskesens kvaliteter er en gevinst for ethvert hold. Han går foran med sit eksempel både på – og i særdeleshed uden for banen. Han træffer de rigtige beslutninger på isen, og viste i den forgangne sæson også en store evner i det offensive og i powerplay," påpeger Klaus Rasmussen.
Også Michael Eskesen ser frem til den nye sæson i SønderjyskE:
"Jeg er både glad og stolt over også at kunne trække i den lyseblå uniform efter en tiltrængt sommerferie. Der er et rigtig godt sammenhold i SønderjyskE. Ikke bare på holdet; men i hele organisationen og landsdelen."
"Der er en utrolig interesse for ishockeyen i Sønderjylland, ikke mindst fra vores fantastiske fans som virkelig har været vores syvende mand i kæderne i den forgangne sæson.
Jeg ser frem til at forsvare pokaltitlen og det danske mesterskab, og ikke mindst glæder jeg mig til at spille Continental Cup for første gang i karrieren," slutter Michael Eskesen.