Fortsæt til indhold

Medaljer til alle børn

Feriesjov tyvstarter denne sæson med Feriesjov-Løbet ved MadsbyParken. Tilmeld dig nu

Arkiv
Lars Saugbjerg

Hele familien kan løbe med, når kommunen i samarbejde med Fredericia Løbeklub og MadsbyParken arrangerer Feriesjov-Løbet 2013. Det er den 16. juni kl. 13. Kom ud af starthullerne allerede nu, og tilmeld dig en rute på enten 2,5 km eller 5 km. Tilmeld dig via www.ferie-sjov.dk.
Der er tredje gang løbet afvikles. Første gang deltog cirka 225 børn i MadsbyParken. Sidste år rykkede arrangementet til Fredericia C området, hvor det var tæt på at drukne i regnvejr. Omkring 110 deltog.
"I år vender vi tilbage til MadsbyParken, og målet er 250 deltagere. Vi har medaljer til alle børnene," fortæller Ole Steen Hansen, idrætskonsulent i Fredericia Kommune.
Løbet er for alle elever i 0.-9. klasse i Fredericias skoler. Cirka 6.000 elever, så målet på 250 deltagere må være inden for rækkevidde.
"Det er et godt familiearrangement, og vi håber, at forældrene bakker op. I det hele taget vil flere af årets feriesjov-aktiviteter være indrettet, så forældrene kan involvere sig. De behøver ikke kun at stå på sidelinjen - de skal da lave noget med deres børn," lyder det fra Ole Steen Hansen, der tilføjer, at tilmeldingen til de øvrige feriesjovaktiviteter først åbner den 31. maj.
Læs mere på Feriesjovs hjemmeside.