Fortsæt til indhold

Udenlandske firmaer "snuser" til Esbjerg

Udenlandske selskaber vil købe lokale virksomheder for at være med i udviklingen

Arkiv
Fred Jacobsen

Interessen for at være med i noget, der kan ligne et erhvervseventyr, gør Esbjerg til en by, mange snuser til.
Og for byens mindre virksomheder kan det byde på store muligheder, mener byens erhvervschef Kristian Bendix Drejer.
"Vi ser en stigende interesse fra virksomheder i at investere i allerede eksisterende virksomheder," forklarer erhvervschefen og fortæller om udenlandske firmaer - skotske og norske -, som gerne vil være med i udviklingen i Esbjerg.
Det er virksomheder i eksempelvis el-branchen, der ifølge Kristian Bendix "snuser" til Esbjerg.
"Der er noget traftik i gang på dette felt. De drejer sig om hele eller delvise opkøb, hvor lokale håndværksmestre og eksempelvis almindelige el-installatører kan være interessante for både udenlandske og indlandske virksomheder," oplyser den esbjergensiske erhvervschef.
"Vi kan tydeligt mærke, at stadig flere bliver opmærksomme på, at der er et energieventyr i gang i Esbjerg, og at der er masser af vækst. Nu hører de det ikke kun fra os, men også fra andre virksomheder i energisektoren, og de ser konkurrenter positionere sig i byen. Interessen er eksploderet i de seneste tre måneder, og vi oplever en tredobling af antallet af henvendelser fra potentielt tilflyttende virksomheder," siger erhvervschef Kristian Bendix Drejer.

Billigere end etablering

Ole Pedersen, indehaver af mæglerfirmaet virksomhedsbørsen.dk med hovedsæde i Fredericia, bekræfter tendensen.
"Esbjerg er interessant på grund af sine offshore-aktiviteter. Derfor er nysgerrigheden fra især norske virksomheder ganske logisk. Norge er også aktiv på det felt, og norske virksomheder øjner en chance for at kunne overføre nogle af deres forretninger til Danmark," forklarer Ole Pedersen og oplyser, at interessenterne er både store og mindre virksomheder.

Mange nicher

Når opkøb af mindre virksomheder i netop Esbjerg er interessant, er det fordi der er mange nicher i netop off shore branchen.
"Og så er det ulige lettere at købe sig ind end at gå den mere besværlige vej, det er at etablere sig helt fra scratch," mener Ole Pedersen.
Det er dog det, erhvervschefen gerne ser: at virksomhederne etablerer sig i byen med en afdeling.
"Det vil vi jo helst, fordi det også giver dem mulighed for at deltage i de netværk, der er i by og kommune," understreger Kristian Bendix Drejer.

Mange delegationer på besøg

Den øgede opmærksomhed i 2012 og de første måneder af det nye år har ført til besøg af et rekordhøjt antal delegationer af erhvervsfolk og politikere.
Kjersing, Måde og arealerne langs det nye motorvejs-S fra Esbjerg Lufthavn til havnen er de områder, der skal opfylde de kommende års behov for nye erhvervsarealer.