Fortsæt til indhold

Meget bil for pengene

Den spritnye Ford Fiesta ST bliver kørt til grænsen på de sydfranske bjergveje

Arkiv
Af Frederik Thorstensen

Ford Fiesta i alle versioner har altid været en utroligt velkørende bil, og den er da også den bil i B-segmentet, der har de mest dynamiske køreegenskaber. Derfor er forventningerne til nye ST-version mildest talt ikke små.
Til at fordele kræfterne, der i øvrigt alle sendes til de to forreste hjul, har Ford givet Fiesta ST en 6-trins manuel gearkasse og et elektronisk spær, som de kalder eTVC.
Der er vitterligt dækket op – mere effekt, mindre udslip, spær på forhjulene.
Vejene omkring den sydfranske by Nice ligger kulisse til de første kilometer i den nye Ford Fiesta ST. Første positive overraskelse er den dybe og sprøde lyd, der kommer fra motoren. Fra kabinen lyder det helt utroligt dejligt ? men uden for bilen er musikken desværre erstattet af en lettere anstrengt støj. Forklaringen er, at Fiesta ST har Fords Sound Symposer-system, der via en membran forstærker den lækre motorlyd ind i kabinen. Snyd? Ja lidt, men så længe du er bag rattet, opdager du ikke ?tricket?.
De travle byveje skifter hurtigt til øde bjergveje; ja faktisk nogle af dem, der ligger til grund for dele af Rallye Monte Carlo. Hårnålene er skarpe, underlaget er ujævnt, og nogle steder har vejen en hældning, der minder om den ?camber?, man kan finde på racerbaner.

Ultrapræcis styring

Styringen er elektrisk, og gør al snak om denne konstruktions faldgrupper til skamme. Forenden placeres ultrapræcist med masser af feedback gennem det tykke læderrat med ST-logo. Føreren kan mærke helt præcist, hvor meget greb de forreste Bridgestone-dæk har tilbage. I de fleste situationer imponerer netop mængden af greb – Fiesta ST flyver ind i sving med et let slip fra halen ved speedløft, og flår sig samtidig ud af samme sving uden at kny eller hvine fra fordækkene.

Ford har længe forbundet farven blå med sig eget logo men så sandelig også deres hurtigste modeller-denne særlige ST-lak hedder ”Performance Blue”.

Det bedste fra to verdener

Ford Fiesta ST er helt sikkert sjovest på grænsen af, hvad den kan. Men den skal skubbes ret langt for at komme derud. Mængderne af greb, den præcise gearkasse, den velafstemte undervogn og den smidige motor gør den samtidig pære letkørt. Den er en nem bil at have det sjovt i, da hastighederne ikke behøver være astronomiske for at få den sporty side frem i den lille Ford.
Faktisk minder Fiesta ST på mange måder om en gammeldags GTI – den er meget tæt på at være uspoleret køreglæde med de klassiske dyder som høje omdrejninger, hurtige gearskifte (som dog har en kende for lang vandring) og en dynamisk undervogn med løs bagende.
Derfor er den nye ST på mange måder det bedste af to verdener – meget af det sjove fra gamle dage blandet med moderne sikkerhed og lavere forbrug og dermed mere korrekt udslip. Med en pris på lige over 280.000 kr. kan man heller ikke beskylde Ford for at være grådige, der er virkelig meget bil og meget sjov for pengene i den lille hatchback fra mærket med den blå oval.

Forlygterne på den nye ST fra Ford har fået lækre detaljer med diodelys.