Fortsæt til indhold

Tricktyve på spil i områdets forretninger

Politiet har modtaget tre anmeldelser om tricktyveri og forsøg på tricktyveri i forretninger i Brørup, Sdr. Hygum og Vejen

Arkiv
Dorthe Andresen

Lokalpolitiet i Vejen har modtaget tre anmeldelser om henholdsvis tricktyveri og forsøg på tricktyveri.
Det første tyveri skete i Kiwi i Brørup.
"Der er en person, der afleder kasseekspedientens opmærksomhed, mens det lykkes en anden at stjæle cigaretter for 7425 kroner, siger vicepolitikommissær Per Rimmer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det andet forhold skete i en butik i Vejen. Her lader det dog til, at personerne har følt sig overvåget, og de har derfor opgivet.
Tredje forhold gik ud over Kvik Spar i Sdr. Hygum. Også her lykkedes det en person at aflede personalets opmærksomhed, mens en anden fik held til at stjæle et kontantbeløb fra kassen.
"Det er typisk flere personer i forening. De går efter mindre steder, hvor der er håb om, at der ikke er videoovervågning, og hvor der ikke er så meget personale," siger Per Rimmer.
Signalementet af tricktyvene er dog meget sparsomt. Det drejer sig om to mænd. Den ene er cirka 195-200 centimeter høj og næsten skaldet. Den anden er cirka 190 centimeter høj og har mørkt hår. Begge mænd taler dansk.