Fortsæt til indhold

Cykler til skole

Arkiv
Anette Gundlach

Specialskoleelev Sebastian Koerth har i knap en uge cyklet de fem kilometer til og fra skole på sin nye cykel, som han har fået sponsoreret af Roskilde Kommune, i stedet for at køre i taxa. Han er den første i et større forsøg, der skal hjælpe eleverne til større selvstændighed og spare kommunen for penge. Det er nogle gange lidt hårdt om morgenen, til gengæld kan han allerede mærke, at han har lettere ved at koncentrere sig i timerne på grund af den lange tur og den friske luft. - Lige nu er jeg lidt træt, når jeg har cyklet, men det bliver jo bedre med tiden, fortæller Sebastian Koerth, mens han spænder cykelhjelmen og ser på fartmåleren på cykelstyret.

Sund og glad

Sebastian har ADHD. I de seneste år har kommunen betalt en taxa til skolen, men både skolen og hans familie mener, at det er bedre for ham at cykle, fordi han bliver sundere, gladere og mere selvstændig, når han klarer sig selv. I første omgang syntes Sebastian, at det var en rigtig dårlig ide, men da han selv fik lov til at vælge den flotte cykel, fik piben en anden lyd. For den er både flot og kan køre stærkt man man er ude på landevejene. Hvis vejret er for dårligt til, at trampen i pedalerne er dejligt, har den unge mand fået et buskort, så han alligevel selv kan komme frem og tilbage. Nogle af de andre gode bivirkninger ved ordningen er, at kommunen sparer 40.000 kroner om året på taxakørsel, og der bliver udledt mindre CO2. I den kommende tid kommer flere ind under samme ordning som Sebastian Koerth ag@roskildeavis.dk Fakta I 2013 bruger Roskilde Kommune 12,5 mio. kroner til transport af specialundervisningselever. Roskilde har 496 specialundervisningselever. 372 har en kørselsordning.