Litauisk forstærkning til Køge Basketball Klub
BASKETBALL: Køge Basketball Klub, der sidste sæson nåede blandt de otte bedste i landets næstbedste række, 1. Division, og dermed kvalificerede sig til slutspillet men måtte strække gevær i det første knald eller fald møde over to kampe med de senere oprykkere fra Falcon, har startet forberedelserne til den kommende sæson 2013/14.
- Efter slutspillet gik spillerne to tre ugers ferie, men de er tilbage nu og forbereder sig så småt til den kommende sæson. Når spillerne igen skilles i forbindelse med sommerferien, har hver især fået et program med hjem som skal følges, således at de kan møde frem til første træningspas i forholdsvis god form, fortæller klubbens formand Lars Vestergård til Lørdags-Avisen.
Siden den sidste slutspilskamp mod Falcon har der været arbejdet i kulissen, hvor man har fået førsteholdstruppen på plads. To unge spillere har - på grund af at de ville hellige sig deres studier - meldt fra til den kommende sæson. Truppen er blevet tilført nyt blod i skikkelse af den litauiske Grasas Nerijus der kommer fra Team Fog Næstved, hvor han har været en del af klubbens Ligahold de seneste par sæsoner.
- Grasas Nerijus er en kraftig forstærkning af vores hold. Han havde flere tilbud fra andre klubber, men valgte Køge, fordi han tidligere har spillet sammen med vores spillende træner Gediminas Zybartas, der også kommer fra Litauen. Han syntes det kunne være sjovt at de to kom til at spille sammen igen, siger Lars Vestergård.
Køge Basketball Klub planlægger iøvrigt at sende holdet en tur udenlands som optakt til den nye sæson. Det sker efter sommerferien. Lige nu står valget mellem en turnering i Stockholm eller i Tyskland.
Næste sæson skal resultatmæssigt blive bedre end den netop afsluttede, hvor Køge-holdet længe legede lige lovligt meget ned nedrykningsstregen.
- Vores helt klare mål er at spille med i top 4 i 1. Division i den nye sæson, der starter i slutningen af september måned, fastslår Køge-formanden.