"Lad os bare få brugerbetaling hos lægen"
Anders Lihl Bennetsen vil gerne i byrådet for Konservative. Og står det til ham skal der gøres op med gratisprincippet ved blandt andet lægekonsulationer
I en eventuel lægekonflikt kan det være, at patienterne må til lommerne, hvis de skal til lægen. Der vil antageligvis blive opkrævet en form for egenbetaling.
Hvis det står til Anders Lihl Bennetsen måtte dette gerne blive permanent. Og der må gerne være tale om fuld brugerbetaling på en lægekonsultation. Den unge byrådskandidat for Konservative, der til daglig er elev på Haderslev Handelsskole, synes nemlig ikke det er det offentliges opgave at betale.
"Man kan se på det ligesom hvis en familie har to biler og en campingvogn. Det bliver hårdere tider og så bliver man måske nødt til at sælge campingvognen. I vort samfund har vi ikke længere råd til gratis princippet," siger han.
Er det ikke en holdning, som er meget let at have når man er ung og vel næppe nogensinde har betalt for strøm, husleje og toiletpapir selv?
"Nej det er en konservativ grundholdning. Vi skal have skatterne ned, så pengene bliver i borgernes lommer. Og så skal staten ikke betale for de, der kan selv. De fleste af os ville desuden kunne tegne en sundhedsforsikring. Og for de, der ikke vil kunne betale, skal staten være stærk nok til at træde til," siger Anders Lihl Bennetsen.
Hvor går så grænsen for brugerbetaling? Skal vi også betale for operationer, skoler og plejehjem selv?
"Nej. For operationer er nødvendige og meget dyrere. Man skal huske på, at mange går til lægen blot fordi de har lidt ondt i halsen. Hvis vi selv skulle betale, ville vi nok overveje om det er nødvendigt. Og vi vil hellere spare på lægebesøg end på skoler og hospitaler," siger han