Fortsæt til indhold

Bakkebestigning i Åtte Bjerge

Gå i Gang inviterer på familietur i Åtte Bjerge

Arkiv
Arkiv

Lørdag den 25. maj klokken 14-16 inviterer Gå i Gang til en familietur i Åtte Bjerge. Her kan man bestige bakkerne og nyde udsigten over Kongeådalen.
Åtte Bjerge ligger som et af de højeste punkter på kanten af Kongeådalen, lige nordvest for Foldingbro. Det højeste punkt er Flaghøj på 58,9 meter, og det giver en god udsigt over egnen. Området ligger på en bakkeø fra næstsidste istid, mens Kongeådalen er en smeltevandsdal fra sidste istid.
Arealet er fredet for at bevare det kuperede landskab. Tidligere var Åtte Bjerge helt lyngklædt, men nu er der en blanding af overdrev, skov og åbne marker. Der er også bække og en opstemmet sø.
Arne Madsen er guide på turen, der er for hele familien. Det kuperede terræn gør dog, at det er bedst at lade barne- og klapvogne blive hjemme.
Mødested er p-pladsen ud til vejen ved Åtte Bjerge, mellem Åttevej 31 og 33, Brørup. Det er gratis at deltage, men man bedes tilmelde sig til Mona Møller Christensen, Gigtforeningen på mmc1956@hotmail.com senest 22. maj.
Turen kræver fodtøj til ujævnt terræn. Man skal selv medbringe kaffe eller te og noget at sidde på.