Fortsæt til indhold

Roskildenserne bestemmer selv hvor møllerne skal stå

Arkiv
Anette Gundlach

Roskildenserne skal være med til at bestemme, hvor vindmøllerne i fremtiden skal placeres, hvis det står til Enhedslisten og De Konservative.
Forvaltningen havde i første omgang udpeget otte områder, hvor de 125 til 150 høje energigivere kan stå.
Ud af dem, peger forvaltningen nu på tre steder, som den mener passer bedst til møllerne. Det drejer sig om områder ved Risø, Slæggerup og Ørsted Syd.
Flertallet i Økonomiudvalget fulgte onsdag forvaltningens indstilling.
Men det mener de to partier ikke er nok.
Konservatives Carsten Wickmann og Enhedslistens Henrik Stougaard vil have alle otte områder i spil, når sagen om en måneds tid kommer i høring. På den måde mener de, at den bedste beslutning bliver taget.

De otte områder, som umiddelbart er egnet til vindmøller. Cirklerne viser de områder, som forvaltningen indstiller til vindmøllebrug.

Blæsevejr

Vindmøllerne kan traditionen tro give meget storm og rusk i debatten.
- Vi er nødt til at have diskussionerne om alle områderne, da det blandt andet drejer sig om støj og udsyn. Derfor skal borgerne tages med på råd, siger Wickmann og fortsætter:
- Jeg er ikke sikker på, at forvaltningen har udvalgt de tre rigtige områder. Men det får vi at se, når sagen kommer i høring, og borgerne kan tage stilling. Og så kan det da godt være, at det ender med, at de tre af forvaltningen udpegede områder bliver valgt, siger Carsten Wickmann.

Møller otte steder

Henrik Stougaard er enig. Han ønsker, at alle otte bliver taget i betragtning
- Otte områder passer til de kriterier, vi har sat, det skal vi tage alvorligt. Det kan jo være folk, kan komme med argumenter for eller imod, som der slet ikke er tænkt på endnu, siger Stougaard.
Han opfordrer derfor folk til at tage stilling til alle otte områder, når sagen kommer i høring og ikke kun de tre, som forvaltningen har udpeget.
Alle områderne kommer til at være i høringsmaterialet.