Fortsæt til indhold

Unge med madproblem tager til Børkop

Lavere pris på døgntilbud kan hjælpe flere med svære spiseforstyrrelser

Arkiv
Arkiv

Region Syddanmark sænker prisen på en døgnplads til unge med svære spiseforstyrrelser med over 20.000 kroner om måneden med det nye Pomonahus.
Det sker for sikre så mange som muligt den fornødne behandling og rehabilitering.
I det nyopførte Pomonahus i Børkop, der lige er blevet indviet, er det kunsten at mestre sit eget liv, der er i fokus – og at det er maden, der er den største udfordring for de fire, der bor her, træder også tydeligt frem, når man kigger ind.

Husets vigtigste rum

I Pomonahuset er det køkkenområdet, der er husets hjerte. Det er især her, de unge brugere, der typisk er mellem 18 og 25 år, arbejder på at få et normalt forhold til mad
"En af de ting, vi arbejder meget med, er at adskille spiseforstyrrelsen fra personen. Det er jo ikke den enkelte, der er der er problemet. Det er anoreksien, der er problemet," siger Hans Bjerregaard, der er afdelingsleder.

Unge med spiseforstyrrelser kan få hjælp i det nye Pomonahus i Børkop. Modelfoto.

Fra Vejle til Børkop

Pomonahuset er ikke et nyt tilbud, men et tilbud i nye rammer. Hidtil har Pomonahuset ligget på en villavej i Vejle – deraf navnet - men er nu flyttet til det helt nye hus i Syrenparken i Børkop. Rammer, der på alle måder lever op til de ambitioner, Region Syddanmark har for de sociale tilbud.
"Vi har over de seneste år nybygget og opgraderet en række af vores sociale bo-tilbud, så de lever op til den standard, vi ønsker i Region Syddanmark. Det gør Pomonahuset nu," sagde Carl Holst (V), formand for Region Syddanmark ved indvielsen.
Så nu er der lækre værelser og et stort køkken/alrum, hvor der er plads til at lære og leve.
Det nye hus har kostet cirka 5,6 millioner kroner, og ved at placere huset i Syrenparken kan Region Syddanmark sænke prisen på døgnplads fra 3.552 kroner i døgnet til 2.874 kroner per døgn.

Pomonahuset ligger på Elbækvej i Syrenparken i Børkop.

Dele med andre

Det sker blandt andet ved, at Pomonahuset nu kan dele for eksempel nattevagt med Region Syddanmarks øvrige botilbud i Syrenparken.
Flytningen betyder med andre ord, at den pris, som kommunerne skal betale for en plads, falder med godt 20.000 kroner per måned. Og det kan være med til at sikre, at der ikke er tomme pladser i Pomonahuset.

En kompleks sygdom

Stort set alle, der bor i Pomonahuset, har været ramt af spiseforstyrrelser længe.
Som regel har de også været indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling og i forskellige behandlingstilbud i nogle omgange, men er alligevel røget tilbage i deres gamle vaner, fordi behandlingen og den sociale rehabilitering ikke har været tilstrækkelig.