Fortsæt til indhold

Klassiske musikere lægger arm med fordomme

Ensemblet Back to Brass kan opleves på fredag klokken 13 på Torvet i Vejen

Arkiv
Arkiv

For mange er klassisk musik det samme som kedelig, tør og gammel musik. Det vil ensemblet Back to Brass ikke længere finde sig i at lægge ører til, så derfor drager de fredag den 14. juni ud på en vigtig mission.
Missionen finder sted på Torvet i Vejen, hvor de fem musikanter fra Back to Brass vil stille sig op og lade deres instrumenter klinge højt i sky. Det handler om at skabe liv og glæde, samt bringe den klassiske musik ud af de sædvanlige rammer og ud til folket hvor den hører hjemme.
Udover klassisk musik, vil Back to Brass blandt andet også krydre koncerten med lækker swingmusik og smukke danske sange til dessert. Koncerten begynder klokken 13 på Torvet i Vejen.
Koncerten er et led i Back to Brass sommerturné, hvor de på fredag giver fire koncerter på én dag. De tre andre koncerter finder sted på Brørup marked og i Esbjerg. Brørup marked udfordres klokken 10.30, og efter koncerten i Vejen klokken 13, rykker fronten videre til Esbjerg Torv, hvor slaget skal stå klokken 15. Sidste og afgørende omgang finder sted klokken 17 ved Hjerting Badehotel. Hver koncert varer cirka en halv time.
Back to Brass er et messingensemble, som består af trompeter, trækbasuner og tuba. Bag instrumenterne finder man de to trompetister Svend Friis og Jean-Michel Clemmensen, de to basunister Harry Lender og Hanne Degn, samt tubaisten Svend Jørgen Larsen.
Man kan læse mere om ensemblet på www.backtobrass.dk.