Slip din indre sømand løs
Der er rig mulighed for at komme ud at sejle under TallShips Fredericia
I den første weekend af juni stævner de flotte sejlskibe ud fra kajen ved FredericiaC, og du har mulighed for at komme med ud og prøve kræfter som gast på et rigtig tall ship. Tre gange om dagen sætter skibene sejl og sejler ud på Lillebælt. Læs om turene på www.tallships-fredericia, hvor du også kan købe billetterne.
Match Race centeret fra Middelfart er også med helt fremme til TallShips Fredericia 2013. Følg med når bådene dyster mod hinanden ud for FredericiaC. Der kommer fire Match28 både, som hver må medtage fire personer. Der bliver sejlet mod hinanden på Lillebælt i en time af gangen. Sejladserne starter kl. 10 og sejles til kl. 16 både lørdag og søndag. Fredericia Sejlklub stiller med instruktører, redningsveste, handsker og sejlertøj, så du skal blot tilmelde dig hos Match Race Denmark eller Tallships Fredericia.
Du kan også tage med ADP, der viser rundt på Danmarks anden største havn fra søsiden. Hør om havnens udvikling og de fremtidige planer. Havnerundfarten er gratis, når der er løst billet til TallShips-området, og foregår på Tenna. Der er havnerundfart fredag den 31. maj fra kl. 10 - 16. Rundfarten tager ca. en time og sidste afgang er kl. 15.
Lørdag den 1. juni sejler Tenna II mellem Gl. Havn i Fredericia, Strib og Gl. Havn i Middelfart. Så lad bilen stå og tag vandbussen. Entre til TallShips Fredericia kan købes om bord på Tenna. Sejlplanen for Tenna finder du på www.tallships-fredericia.dk under praktisk information.