Direkte forbindelse til lokaldemokratiet
Køge Kommune havde premiere på direkte web-tv fra byrådsmødet i denne uge. Det er et tilbud, der bringer det nære demokrati endnu tættere på borgerne.
ANMELDELSE: Nærdemokratiet er for mange – paradoksalt nok – en lidt fjern størrelse, men i denne uge rykkede det en lille smule tættere på alle borgere i Køge Kommune, da der var premiere på live webtransmission af byrådets møde tirsdag aften.
Fremover behøver man ikke at bevæge sig op i byrådssalen, hvor der i øvrigt også er et ret begrænset antal tilhørerpladser, for at følge med i den mest udadvendte at de lokale demokratiske handlinger, byrådsmødet.
Nu kan man en gang om måneden følge med i byrådets overvejelser og beslutninger med en bærbar pc og en internetforbindelse hjemme fra sofaen - nemt og bekvemt.
Byrådet gav et cirka to timer langt "show" til seerne tirsdag, og rent teknisk fik byrådets web-tv en god premiere. Billedet stod skarpt, forbindelsen var god, der blev klippet hurtigt til dem, der tog ordet, og der var kun enkelte lydudfald undervejs – på undertegnedes forbindelse i hvert fald.
Og hvad så med indholdet?
Jo, det er såmænd reality-tv, når det er bedst. For det er tv, der rent faktisk betyder noget, og hvor beslutningerne potentielt gør en forskel i folks liv.
Tirsdag aften kunne man således blandt andet se godkendelsen af Sct. Nicolai Skoles ønske om at indføre engelskundervisning allerede i indskolingen, behandlingen af et yderst tilfredsstillende regnskab for Køge Kommune i 2012, som viser overskud på driften og god balance i økonomien. Dertil kommer blandt meget andet vedtagelsen af forundersøgelser af muligheden for vindmøller på Køge Havn, som gav en vis debat på grund af modstand fra Venstre.
Videoen fra mødet bliver lagt online få timer efter mødet, og her er der desuden indlagt den brugervenlige feature, at man kan springe i punkterne, så man kan nøjes med at følge de sager, der interesserer én.
Bliver byråds-tv populært?
Bliver den månedlige tv-transmission fra byrådet så en succes?
Tjah, det kommer an på, hvordan man måler succes. Udsendelsen bliver næppe en stor seersucces, der kan konkurrere med kommercielle tv-stationer, og byrådsmedlemmerne skal nok komme til at høre et par jokes eller flere om behovet for at øge underholdningsværdien, for byrådsmøder kan være scene for både tunge, tekniske sager og lange diskussioner om detaljer.
Men det er en succes på den måde, at det giver alle en reel mulighed for at følge den lokale demokratiske beslutningsproces tættere, og det er virkelig en gevinst.
Det gælder ikke mindst i et valgår, hvor man til november skal tage stilling til hvilken kandidat, der skal tale på deres vegne i byrådssalen. Web-tv-transmissionen fra byrådssalen er her en direkte vej til at lære kandidaterne bedre at kende.
I mange lande kæmper gode kræfter for at få helt grundlæggende demokratiske rettigheder som frie valg og åbenhed i den offentlige forvaltning.
I Danmark har vi et af de stærkest fungerende demokratier, og med indførelsen af tv fra byrådsmøderne er den lokale del af det med et slag blevet en lille smule mere åbent og tilgængeligt – kun tiden kan vise, om der er interesse og dermed behov for det sympatiske tiltag.