Fortsæt til indhold

Vellykkede pensionist- skovture til Gavnø

Stadig usolgte billetter i Borgerservice på Hvidovre Rådhus

Arkiv
Tekst og foto: Ole Willumsen, Avedøre Lokalråd

Den første tur fandt sted 14. maj, og startede i regnvejr, men heldigvis - og man kunne næsten sige traditionen tro - blev det skønt vejr med en skyfri himmel tidligt på eftermiddagen, så gæsterne kunne nyde parken og dens blomsterpragt. Den anden af de i alt syv skovture blev gennemført i torsdags, og man kunne fristes til at tro, at deltagerne havde evner til at forudsige vejret, idet netop denne tur - som den eneste - blev helt udsolgt allerede ved billetsalget den 29. april. Denne dag var det nemlig varmt og solrigt allerede fra morgenstunden, da busserne stævnede ud fra henholdsvis Claus Petersens Allé og Plejecenteret Strandmarkshave. Der er ingen tvivl om, at deltagerne virkelig nød opholdet. Menuen stod på en yderst velsmagende forloren hare til hovedret og jordbærkage med is til dessert - absolut udmærket. Men som vi hørte en af de forventningsfulde deltagere sige: ¿Jeg er ligeglad med hvor jeg skal sidde, og hvad vi skal spise - bare jeg får set de skønne tulipaner¿. Og man må sige, at det gjorde alle deltagerne så sandelig i fuldt mål. Det er virkelig imponerende, når man ser de gigantiske bede med forskellige mere eller mindre eksotiske tulipanarter mellem hinanden, men skarpt opdelt i grupper, så det fremgår at hvert eneste tulipanløg er anbragt med system og omhu. Stadig billetter Hvis der endnu skulle være nogle, der herefter får lyst til også at opleve dette blomstervæld, så fortvivl ikke. Der er stadig usolgte billetter til de fleste af skovturene, og prisen er kun 200 kr. pr. deltager. Billetterne kan købes hver dag i åbningstiden i Borgerservice på Rådhuset, men husk legitimation, idet det er et krav, at man bor i Hvidovre og er fyldt 65!