Vojenskoret indtager møllen
På søndag er der forårskoncert på Tørning Mølle med Vojenskoret
Hvis man ikke allerede er kommet i forårshumør af det lunere vejr og de lejlighedsvis kortere skørter, som egnens frøkener iklæder sig, ja så er der ingen vej udenom Tørning Mølle på søndag. Her afholder Vojenskoret sin årlige forårskoncert, og det giver garanti for forårshumør.
50 sangglade mennesker befolker koret, der indtager aktivitetsladen på Tørning Mølle på søndag fra klokken 14.30. Og som traditionen byder vil der være mange muligheder for at synge med på nogle af de lystige sange. Ud over den musikalske oplevelser, dækker entréen - ligeledes traditionen tro - også det store sønderjyske kaffekord i pausen. Kagerne er såmænd bagt af korets medlemmer, der således afslører andre talenter.
Det store kor fra Vojens har været igennem en turbulent periode med skiftende dirigenter, men nu er de sangglade mennesker atter i smult vande med Lene Diemer Jacobsen ved roret. Koret har i mange år haft til huse på Povlsbjergskolen, men her blev pladsen for trang, så ny base er blevet Sognegården.
Koret har netop sunget ved Lysfesten i Haderslev. Den 5. juni synger koret ved Grundlovsfesten i Præstegårdshavn i Maugstrup og koret skal synge sammen med SMUK når Regentparret forlader Haderslev med Dannebrog den 7. juni.