KFUM-træner efter oprykning - På kort sigt er vi lige så gode som FCR
KFUMs fodbold-seniorer har haft et brag af en sæson.
Allerede fire kampe før sæsonen 2012-2013 var overstået havde holdet fra Lillevang sikret sig en oprykning fra Sjællandsserien til Danmarksserien.
Umiddelbart er det jo nok spillerne, der får det meste af æren for oprykningen.
Men selvom spilleren selvfølgelig har en stor del af ære, er det usandsynligt at oprykningen var blevet virkelig uden chef-træner Palle Olsen.
- Jeg er efterhånden blevet vant til, at når man vinder, så er det spillerne, der får æren.
- Omvendt er det gerne mig, der kritiseres, når vi taber, siger Palle Olsen.
Palle Olsen har da også selv oplevet at få ros for sin egen indsats på banen.
Magien på grønsværen er nemlig ikke kun teori for chef-træneren.
Igennem en fodbold-glad far blev Palle Olsen selv draget til sporten allerede, da han var 6 år gammel.
Her viste det sig, at den unge Palle havde talent for fodbolden.
Indtil han trak sig tilbage i slutningen af 1989 havde han en fin karriere indenfor sporten, der blandt andet talte omkring 100 divisionskampe.
- For mig handler fodbolden om livskvalitet.
- Derfor gik jeg også direkte fra at spille til at træne, hvilket tjente mig godt, fordi man alt andet lige får bedre tilbud, når man har vist, at man selv kan noget med bolden, fortæller cheftræneren.
Kan slå FCR
Palle Olsen startede faktisk med at spille fodbold i Roskilde Boldklub, og der skulle gå helt til 2002, før han begyndte hos KFUM.
Derfor er trænerens forhold til eventuelle konflikter mellem de to klubber også meget afslappet.
Han understreger, at det for ham mest handler om at give roskildenserne de bedste muligheder for at spille fodbold.
Alligevel er han ikke helt bleg for at puste lidt til konkurrence i byen.
- Nu er der kun en række, der skiller os fra FCR.
- Selvom FCR nok er bedre end os, hvis man tager et gennemsnit af mange kampe, tror jeg, at vi på kort sigt er lige så gode som dem, siger Palle Olsen.
Forstående familie
Jobbet som cheftræner fylder meget i Palle Olsens liv, men for at tjene til dagen og vejen, har han også et job som leder på jobcentret i Roskilde.
Kombinationen af de to job kræver en del planlægningen på cheftræneren side, men Palle Olsen mener, at indsatsen gavner både på og af banen.
Her nævner han blandt andet, at de lederegenskaber, han har fået på banen kan bruges på det normale job. Bare han husker at sænke stemmen lidt.
Desuden kræver det også lidt af familien.
- Man skal have en meget forstående kone, når man gør som jeg, siger Palle Olsen og tilføjer:
- Men jeg er heldig for med jobbet i Roskilde, kan jeg nå op til KFUM på kort tid, og mine børnebørn kan heldigvis også lide fodbold, så de kommer tit forbi klubben.
hw@roskildeavis.dk