Fortsæt til indhold

Nu må Køges politikere tale sammen…!

Arkiv
Arkiv

Kære læser!
Det er frustrerende at skulle blive ved med at skrive om Køge Kyst-projektet – ikke om selve projektet – men mere om al den "palaver", der er mellem de lokale politikere, og nogle udenforstående omkring projektet.
"Palaver" er måske endda for meget sagt, for ifølge Venstres borgmesterkandidat Palle Svendsen, er der ikke engang snak omkring projektet. På tirsdagens Økonomiudvalgsmøde havde Palle Svendsen nogle relevante spørgsmål til det punkt, der behandlede Lokalplanen for Stationsområdet, men ingen ville diskutere med ham.
- De lyttede – måske – men ingen kommenterede på mine spørgsmål, og det er mærkværdigt, sagde Palle Svendsen til mig, da han torsdag middag var omkring avisen. I stedet vedtog man bare Lokalplanen i flertalsgruppen – endda med støtte af Konservative.
Palle Svendsen og jeg talte både torsdag middag og tidligere på ugen om tirsdagens Økonomiudvalgsmøde, og det er heller ingen hemmelighed for nogen, at jeg har spurgt ind til projektet – og de udmeldinger der har været for noget tid siden fra Venstres side omkring usikkerheden om projektet - hos både Borgmester Marie Stærke og Konservatives borgmesterkandidat Flemming Christensen.
Det er ikke længe siden jeg skrev, at der er gået valgkamp i det hele!
Det er der måske også, men det er altså et alt, alt for stort projekt for Køge Kommune og kommunens borgere til, at der kan 27 "byrødder" og spille hasard med vores fremtid og kommunens økonomi.
Venstre har kvajet sig godt og grundigt ved at gå ud og drive valgkamp på så vigtig et projekt. Ingen tvivl om det!
Men det berettiger ikke de øvrige til bare at sætte sig hen i et hjørne og spille fornærmede!
Undskyld mig - men hvad fa... har I tænkt jer???
Det er hele Køges fremtid I p.t. spiller hasard med!
Når man taler med Jer – ærede Økonomiudvalgsmedlemmer – så lyder det som om I alle godt ved det: Det er helt galt det her! Derfor:

INVITATION

Kære medlem af Økonomiudvalget i Køge Kommune

For os almindelige borgere her i kommunen virker det totalt meningsløst, at I er nogle politikere, som ikke vil tale sammen om så stor en ting som Køge Kyst projektet, som et enigt udvalg tidligere har vedtaget.
Vi tror på, at det udelukkende skyldes kommunikationsvanskeligheder, og vil derfor meget gerne invitere Jer alle til et lille møde – med en lille frokost – på Lørdags-Avisens kontor (Galoche Alle 16, 4600 Køge)

Torsdag den 20. Juni kl. 12.00

Vi skal kun – i en god ånd – tale Køge Kyst projektet og evt. misforståelser igennem. Kan du ikke personligt deltage må du gerne sende din formand eller et andet byrådsmedlem.
Svar gerne på jp@kmc-as.dk af hensyn til traktementet.
Med venlig hilsen
Jørgen Petersen

- rigtig go' weekend!