Synger fra Ågerup til New York
Musiker Jeannette Højby udgiver sin anden CD med international hjælp
Hvis man virkelig brænder for noget, kan hverken ting som afstande, studier og eller familie kvæle lysten til at opnå sit mål. Således skulle der gå otte år fra sanger og musiker Jeannette Højby fra Ågerup stødte på en, der ville investere i at udgive hendes musik, til der kom en CD ud af planerne. Nu er der gået seks år til, og Jeannette Højby er klar til at sende sit andet album Heal U*R Heart på gaden gennem et pladeselskab i New York. - Der sker jo så meget i livet og planerne gled lidt ud i sandet. - I første omgang tog jeg til Århus for at studere på konservatoriet, og så senere fik jeg blandt andet børn og familie, forklarer Jeannette Højby.
Del af musikken
Hele tiden sørgede den Jeannette Højby dog for at holde lidt gang i gløderne, så planerne om at få udgivet hendes musik ikke skulle gå i glemmebogen. Desuden sørgede hun for at holde sig musikalsk aktiv og har blandt andet medvirket på soundtracket til filmen Kærlighed ved første Hik og mange andre ting gennem årene. For Jeannette Højby har det været helt naturligt at holde fokus på musikken. - Uden musikken kunne jeg ikke leve, siger hun og fortsætter: - Den er altid en del af mig.
Hjælp fra de bedste
Jeannette Højby skriver selv sin musik og kan spille på de fleste instrumenter såsom bas, guitar, trommer. Alligevel holder hun sig mest til guitar og sang, når hun er ude at optræde, og også på hendes nye album har hun lade andre musikere komme til. - Selvom jeg godt kan finde ud af de fleste instrumenter, så er der jo en stor forskel på, hvad jeg kan, og hvad en person, der udelukkende har spillet trommer de sidste 30 år, kan. - Det er også fantastisk med alle de musikalske mastodonter, jeg har fået til at spille min musik på Heal U*R Heart, som blandt andet tæller folk, der har spillet med Eric Clapton og gruppen Earth Wind and Fire, siger Jeanette Højby.
Musik der heler
For at finde inspiration til sit nye album har Jeannette Højby søgte både nær og fjernt. Heal U*R Heart er, hvad den lokale musiker selv kalder ’en økologisk CD’. Ikke forstået på den måde, at den er blevet fremstillet på nogen særlig måde, men albummet sange handler ifølge Jeannette Højby om at passe på de ressourcer vi har. I det hele taget mener Jeanette Højby, at musik er noget, der kan bruges til at læge og lindre i både gode og mindre gode tider. - Mit største mål med musikken er at give folk noget, de kan nyde. - Hvis jeg kan være med til at give mit publikum noget, der gør deres hverdag lettere, så er jeg lykkelig. hw@roskildeavis.dk