TANKER VED ET CAFÉBORD

Jerusalem den 15. april 2013 Raketterne løfter sig op mod himlen og giver byen farve. Gaderne myldrer med tusindvis af festglade mennesker, børn, unge og gamle, muslimer, kristne og jøder ja, alt hvad, der kan krybe og gå morer sig blandt andet med at sende kaskader af skumsprøjt mod hinanden, så de mere minder om hvide klovne end det, de faktisk er: Festglade israelere med glimmerværk på hovedet og lufthammer i hånden. De fejrer oprettelsen af staten Israel i 1948. En novice af en stat, tænker jeg. Herregud 65 år! Jeg sidder sammen med en rejseledsager på en café og betragter sceneriet, sender en tanke hjem til Danmark og mindes oplevelser på Grundlovsdagen den 5. juni, Danmarks tilsvarende festdag. Og jeg overvejer: Mon ikke der er noget, vi i Danmark har glemt? For eksempel at fejre vores nationaldag, så det kan høres, ses og mærkes. Hvad har vi tilbage? En 5. juni tømt for lidenskab, reduceret til form uden egentligt indhold og begejstring. Dagen før, den 14. april, klokken 18 gik alt pludselig i stå i Jerusalem. Fastfrosset. En sirene lød faretruende, men var blot et signal til et øjebliks stilhed for at mindes de omkomne soldater i diverse krige siden 1948. Jeg lagde mærke til, at selv ambulancen stoppede. Dagen efter, den 15. april, gentager sceneriet sig. Jeg er ved Vestmuren også kaldet Grædemuren. I dagens anledning er der vagt på pladsen og klokken præcis 11 lyder sirenen igen, og selv de ultra ortodokse jøder ved Grædemuren holder pause med deres lidenskabelige og insisterende bønner til Vorherre. Oplevelse der sætter spor To begivenheder smelter sammen. En mørk og en lys. Mindet om de faldne og Israel som nyslået stat. Jeg har vel - som de fleste andre danskere - forståelse for staten Israels oprettelse. Selvom Holocaust Museet på nogen punkter skuffede, så bekræftede besøget på museet min holdning. Vores jødiske guide førte os først ind i en fantastisk udstillingsbygning til minde om den million jødiske børn, der bukkede under for nazismen. For som guiden kynisk udtrykte det, så var man nødsaget til at tage børnene med i købet, hvis det skulle batte noget. Vi ledes ind i et mørkt rum, der får lidt lys foræret af et hav af små lysglimt, der former rummet som en himmelhvælving og minder os om den evige kamp mellem lys og mørke. Symbolikken er til at forstå. Den intense stemning bliver forstærket og yderst nærværende, når der momentvis læses konkrete navne op på børn, der er omkommet. Det er en smuk og bevægende oplevelse, der sætter spor. Efter den oplevelse havde jeg faktisk slet ikke lyst til at se det egentlige Holocaust Museum. Tidligere rejseoplevelser fra Theresienstadt, Auschwitch og Birkenau har sat sig. Jeg har forstået budskabet om gru og elendighed og det heldigvis mislykkede forsøg på etnisk udryddelse af jøderne. Min ulyst og mine bange anelser om selve museet holdt desværre stik. Jeg oplevede en lidt gammeldags måde at lave museum på. For meget samlet sammen på et sted. Det jødiske museum i Berlin har det efter min mening på samme måde. Historien bliver for bastant og offerrollen lurer. Men pludselig dukker der en lille dansk robåd op, og der fortælles en solstrålehistorie om transport af jøder over Øresund til Sverige. Et lille men markant element i udstillingen. Lidt stolt har man vel lov at være, og det særlige ved den danske indsats var jo, som vores jødiske guide sagde, at Danmark hjalp jøderne ud af landet til Sverige men først og fremmest gav vi dem lov til at vende tilbage! Det skete ikke andre steder i Europa på trods af Holocaust. Vi drikker ud. Det er blevet køligere. Bestiller på trods endnu en øl. Men vi sidder og småfryser, lyner jakkerne op og afventer bestillingen. Plant et træ... Pludselig dukker Piet Hein op i mit hoved. Jeg er alligevel ikke færdig med Holocaust, kan jeg mærke. ¿Du skal plante et træ¿ får en ny betydning ved tanken om museumsparken. Sammen med enkeltpersoner har Danmark, som det eneste land, plantet et træ, som er fra alle danskere - som der står på det lille skilt i parken. Man standser op og tænker: Hvorfra kommer angsten for de fremmede i dag? Der var engang, hvor vi som en selvfølge hjalp fremmede ud og ind af landet. Så lad os plante et træ for dem uden land, palæstinenserne, som vi er ved at glemme her på jubeldagen. For palæstinenserne har vel også ret til et hjemland, skulle jeg mene. Men Israel blev ikke det sikre tilflugtssted, som jøderne havde håbet. Forholdet mellem Israel, de arabiske naboer og palæstinenserne har været præget af krige og kriser, som vi kender alt for godt. Jeg mærkede det tydeligst, da jeg kom til Betlehem, hvor ¿Muren¿ skærer sig sort, bastant og faretruende gennem by og landskab. I en forretning, drevet af kristne palæstinensere, købte jeg et håndskåret oliventræs - salatsæt som en beskeden gestus over for dem uden land. Det palæstinensiske flygtningeproblem, israelsk besættelse af arabiske landområder og de yderst provokerende bosættelser, er nogle af de faktorer der - fornemmer man næsten - for altid vil forhindrer en varig fred. ¿Skal vi drikke os fulde eller gå tilbage til hotellet¿, spørger jeg på denne dystre baggrund min rejseledsager. Vi bliver enige om at tage tilbage til hotellet med den nye moderne sporvogn, som finder vej gennem den smukke multikulturelle by. Fire stationer væk fra centrum er vi ved hotellet. Klokken er sådan cirka 24. I morgen er der udsigt til en lun dag. 22, ja måske 25 grader.