Kunsttyve på spil i Palægården
Kunsttyve har været på spil i Palægården og ryddet stedet for alle Roskilde Kunstforenings operabilletter til den store forestilling i august. Billeterne har en værdi af 40.000 kroner. Tyvene får dog ikke meget ud af hverken at sælge eller bruge billetterne, hvis de selv havde tænkt sig at invitere gæster og gå hen og nyde forestillingen. Sekretariatsleder Henriette Westh fortæller, at tyvene er kommet ind på stedet mellem 7. 0g 14 maj, hvor håndværkere har lavet nyt gulv. Da tyven så, at kasseapparatet på kontoret i stue-etagen var tomt, er vedkommende smuttet op på første sal, har fundet det andet kasse-apparat, som er rodet godt og grundigt igennem. Det var først, da besøgende ville købe billetter til operaen, at personalet i Palægården opdagede, at skuffen med kortene var tom. Samtidig manglede omkring 4.000 kolde kontanter. - Vi er jo et åbent sted, så det er ikke første gang, at vi oplever smårapserier, fortæller Henriette Westh, der undrer sig over, at tyven kunne komme op på første sal og sandsynligvis have rimelig god tid uden, at nogen lagde mærke til noget. De usolgte billeter er erklæret for ugyldige og bliver erstattet med nye med et andet udseende. Da der dermed er snyde-billetter i omløb, advarer kunsforeningen imod at købe dem hos andre end Roskilde Turistbureau, Nordea og hos foreningen selv, da man ellers risikerer at blive snydt til at købe værdiløse hælervarer. Opera-elskere, der allerede har købt adgangsbevis, skal have dem byttet på et af salgsstederne. ag