Fortsæt til indhold

Søtrup & Co. på virksomhedsbesøg

En kommunal delegation gæstede forleden Dansk Svejse Teknik

Arkiv
Rune Weitling

Med jævne mellemrum tager en delegation med borgmesteren i spidsen rundt til forskellige virksomheder i kommunen. For at blive klogere, tage temperaturen på det lokale erhvervsliv og hente inspiration.
I sidste uge var det så Dansk Svejse Teknik på Falkevej, der fik besøg af Johnny Søtrup, kommunaldirektør Otto Jespersen, erhvervsdirektør Tom L. Nielsen samt erhvervschef Kristian Bendix Drejer. Administrerende direktør og medejer Niels Skeby førte an på rundturen, der også havde virksomhedens medejer Carsten Pedersen, der sammen med sin bror Jens Pedersen stiftede Dansk Svejse Teknik, med på turen.
Niels Skeby fortalte bl.a., at man er i gang med at 'nytænke' virksomheden, hvorfor man også fremover vil kalde sig DST, ligesom man ønsker at gøre opmærksom på, at forretningen efterhånden kan håndtere ganske store projekter.
"Vi har desuden indledt forretningsforbindelser med Danfoss, som vi håber, vi kan udbygge yderligere i fremtiden, ligesom vi er kommet godt ind på det norske marked. Vi har bl.a. fået en ordre til en værdi af 15. mio. kr., hvor vi skal levere et kemikalieanlæg," fortalte Niels Skeby, der - ligesom mange andre esbjergensiske virksomheder - lider under, at det er svært at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. I øjeblikket skal man bruge omkring 15 nye svejsere.
"Det er problem, som naturligvis ikke er ukendt for os. Vi arbejder stenhårdt på den opgave," fortæller Kristian Bendix Drejer, der senest har været med i udarbejdningen af Danish Offshore Academy, der målrettet skal uddanne folk til offshorebranchen.